Befordringstilskud
Din virksomhed kan få tilskud til elevers transportudgifter, når de er på skoleophold. Du skal huske at godkende oplysninger på AER's selvbetjening for at få befordringstilskuddet udbetalt.
Godkend for at få befordringstilskud
Når du får et orienteringsbrev fra AER, logger du på selvbetjening og godkender oplysningerne om befordring. Derefter bliver tilskuddet udbetalt på NemKonto.
Godkender du ikke, bliver befordringstilskuddet ikke udbetalt.
Billigste offentlige transport
Din virksomhed kan få refunderet 80 pct. af udgifterne til elevernes transportudgifter til og fra skoleopholdet.
Det gælder, når eleven tager med det billigste offentlige transportmiddel.
Mindst 20 km pr. dag
Vi giver befordringstilskud for hele skolevejen, når den samlede længde er mindst 20 km. pr. dag (rejsedag).
Den samlede skolevej er den nærmeste vej fra bopæl eller indkvarteringssted til skole, mellem flere undervisningsafdelinger af en skole og tilbage til enten bopæl eller indkvarteringssted.
Hvis eleven skal møde på praktikstedet før eller efter den daglige undervisning på skolen, bliver denne del af skolevejen opgjort som den nærmeste vej mellem praktikstedet og skolen.
