EUD-elever
Elever der har mistet deres praktikplads
Hvis du har en elev, der tidligere har mistet sin praktikplads uden selv at være skyld i det, kan I få løntilskud, når eleven er i praktik. Det kan fx være, hvis arbejdsgiveren er gået konkurs.
Uddannelsesaftalen skal være indgået i perioden den 5. november 2009 til den 31. december 2010.
Hvornår kan du søge om løntilskud
Du kan først søge om løntilskud 5 måneder efter prøvetidens udløb. Det vil sige normalt 8 måneder efter, at uddannelsen er begyndt.
Hvis der er et skoleophold i prøvetiden, bliver prøvetiden tilsvarende forlænget.
I de første 7 måneder kan du søge om præmie og bonus.
Sådan søger du
Du søger om både løntilskud samt præmie og bonus på AER selvbetjening.
Hvor ofte kan du søge
Du kan søge om løntilskud for hver måned, eleven er i praktik.
Perioden, du søger for, skal være udløbet.
Skolen afgør om det er uforskyldt
Det er skolen, der afgør om eleven uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale.
Udbetaling af løntilskud
Løntilskuddet kan udbetales for praktikperioden efter de første 7 måneder af uddannelsen. Tilskuddet er 60 pct. af AER's refusionssatser.
Tilskuddet bliver givet i forlængelse af præmie og bonus og bliver først udbetalt efter 2. bonus.
Under skoleophold får du almindelig lønrefusion.
Skoleperioder
Skoleperioder er ikke omfattet af ordningen. Det vil sige, at du her får almindelig lønrefusion og evt. befordringstilskud.
Undtagelser
- Du kan ikke få udbetalt løntilskud, hvis eleven er voksenelev, og du modtager tilskud fra Jobcenter efter § 68 stk. 2 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats.
- Du kan heller ikke få løntilskud for elever i perioder, hvor du har ret til dagpengerefusion fra kommunen for udbetaling af løn under sygdom og barsel.
Forældelse
Løntilskudperioderne bliver forældet efter et år. Derfor skal du have søgt løntilskud for fx januar 2010 inden januar 2011.
