Omkostninger
Vores investeringsomkostninger er lavere, end dem vi bliver sammenlignet med i branchen. I sidste ende betyder det, at der bliver flere penge til vores medlemmer.
Når vi investerer vores pensionsformue, holder vi omkostningerne så lave som muligt. Omkostningerne har stor betydning for vores fremtidige pensionsudbetalinger. Små forskelle i omkostningerne kan over et opsparingsforløb på 40 år blive til betydelige pensionsmæssige forskelle. Forskellen mellem et højt og et lavt omkostningsniveau kan betyde, at det enkelte medlems pensionsformue ved pensionering er halveret.
Læs om vores omkostninger i "ATP Koncernen kvartalsrapport 1. - 3. kvartal 2011".
Investeringsomkostninger
Tabellen viser investeringsomkostningerne i ATP i årets første tre kvartaler.
I årets første tre kvartaler udgjorde vores omkostninger til investeringsvirksomhed, inklusive datterselskaber og ekstern formueforvaltning, 0,9 mia. kr. Det svarer til 0,17 procent af den gennemsnitlige formue, som vi forvaltede i årets første tre kvartaler - eller 194 kr. pr. medlem. Det kan sammenholdes med, at ATP investerer for over 100.000 kr. pr. medlem.
I 2010 var vores omkostninger til investeringsvirksomhed, inklusive datterselskaber og ekstern formueforvaltning, 1,1 mia. kr. Det svarer til 0,21 procent af den gennemsnitlige formue, som vi forvaltede i 2010 - eller 243 kr. pr. medlem.
Investeringsomkostninger i mio. kr.
Ser man alene på de omkostninger, der indgår i regnskabet, var vores samlede investeringsomkostninger på 185 mio. kr. i første til tredje kvartal 2011 og på 243 mio. kr. i 2010. Det svarer til 0,03 procent henholdsvis 0,05 procent af den gennemsnitlige formue, som vi forvaltede - eller 39 kr. henholdsvis 52 kr. pr. medlem.
Denne opgørelse svarer stort set til den opgørelse, der anvendes af pengeinstitutter i Danmark, hvor omkostningerne til datterselskaber og ekstern formueforvaltning ikke medtages.
Vores samlede investeringsomkostninger, inklusive datterselskaber og ekstern formueforvaltning, steg i 2010 i forhold til 2009. Stigningen kan først og fremmest henføres til aktivitetsudvidelse indenfor flere investeringskategorier samt afvikling af SP og deraf følgende bortfald af stordriftsfordele.
Vores investeringsomkostninger er blandt de laveste i branchen
ATP deltager i den såkaldte CEM-benchmarking, som er en international sammenligning af omkostninger og resultater på pensionsområdet. CEM's analyse viser blandt andet, at vores investeringsomkostninger er lavere end gennemsnittet for sammenlignelige institutter i den internationale pensionsverden. Den viser, at vores måde at indrette og drive Investeringsvirksomheden på er en væsentlig årsag til det lave omkostningsniveau. Derudover har ATP's formue en størrelse, som gør, at vi kan realisere væsentlige stordriftsfordele i vores formueforvaltning.
