Gå til indhold
Lønmodtagernes Garantifond
Selvbetjening  
Printknap

Ferie i opsigelsesperioden

Har du ferie til gode fra sidste kalenderår, så betragter LG hele ferien eller dele af den for holdt i din opsigelsesperiode.

Afholdelse af hovedferie - de første 15 dage - skal varsles med 3 måneder.
Afholdelse af restferie - feriedage optjent efter de første 15 feriedage - skal kunne varsles med 1 måned.

Ved fritstilling senere end opsigelsen er afgivet, regnes varslet fra fritstillingsdatoen. Er ferien vars­let ved opsigelsen eller på et andet tidspunkt før fritstillingstidspunktet, regnes varslet fra denne dato.

Vælger lønmodtager ikke at afholde alle feriedagene, anses de ikke afholdte feriedage for afholdt sidst i opsigelsesperioden.

Hovedferien anses for afviklet i opsigelsesperioden, hvis

  • opsigelsesperioden rækker ind i ferieåret (1. maj - 30. april) med lige så mange dage, som hovedferien udgør og
  • der fra tidspunktet for varsling/fritstillingen og frem til udløbet af opsigelsesperioden er plads til 3 måneders varsel  og hovedferiedagene

Restferien anses for afviklet i opsigelsesperioden, hvis

  • opsigelsen rækker ind i ferieåret med antallet af restferiedage og
  • der fra tidspunktet for varsling/fritstillingen og frem til udløbet af opsigelsesperioden er plads til 1 måneds varsel og restferiedagene.

Ferien anses for afholdt sidst i opsigelsesperioden.

Optjeningsår og ferieår

En lønmodtager optjener ret til 25 dages betalt ferie i et kalenderår - også kaldet optjeningsåret. Ferien skal først holdes i det år der går fra 1. maj til 30. april - også kaldet ferieåret - og som følger efter optjeningsåret

Hovedferie og restferie

Hoved- og restferie er begreber som anvendes i ferieloven. Hovedferie er på mindst 15 feriedage. De resterende 10 feriedage kaldes restferie.

Kontakt

Lønmodtagernes Garantifond (LG)

CVR-nr: 11043739