Pensionssimulatoren giver dig et overblik over, hvordan din økonomiske fremtid kan se ud, når du går på pension. Til højre kan du indtaste dine egne oplysninger og se, hvordan det påvirker din økonomi som pensionist. Hvis du trækker i markørerne under modellen kan du se, hvad der sker med dine pensionsopsparinger, hvis du udskyder udbetalingen af dem eller venter et eller flere år med at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Beregning af pension:
Husk, at alle beregninger bygger på overslag. Du får derfor ikke en præcis beregning af din pension.
Idéen er at vise mekanismer i udbetalingen af pension.
Fælles forudsætninger
Alle beløb er angivet i nutidskroner. Altså angiver beløbet pensionens købekraft
i forhold til nutidens priser. Det antages, at købekraften forringes med inflationen, der
sættes til 2,5 procent årligt.
Den forventede levetid bygger på ATP’s forventninger om, hvor længe vi lever. Vær opmærksom på, at det afhænger af, hvornår man er født. Den forventede længere levetid får størst effekt for yngre årgange.
Tallene er beregnet ud fra, at alle bidrag til pension stopper ved folkepensionsalderen. Herefter kan pensionen kun stige, hvis man udskyder udbetalingen.
Kapitalpension
For hvert hele år indtil man går på pension, indbetales det årlige beløb. Der antages et årligt afkast 4 procent efter skat. Der antages årlige omkostninger på 500 kr. plus 0,1 procent af saldoen.
Forudsætninger for:
Ratepension
Saldoen stiger som ved kapitalpension. Når beløbet skal udbetales, deles saldoen i et antal portioner, der svarer til antallet af rater. Alle portioner sættes til at have samme størrelse i nutidskroner. Der regnes med forrentning efter inflation på 1,5 pct. i udbetalingsperioden.
Livrente pension
Regnes som ratepension. Antallet af rater er lig med ATP’s forventede levetid for årgangen minus den valgte pensionsalder. Der anvendes et gennemsnit af mænd og kvinders forventede levetid til beregningen.
Folkepension
Tallene er beregnet ud fra, at folkepensionen bevarer sin nutidsværdi og derfor har samme størrelse uanset årgang. Hvis udbetalingen udskydes, bliver der lagt ca. 6-7 pct. på pr. år (Velfærdsministeriets procentsatser).
ATP Livslang Pension
Pensionen fra ATP er lig med den forventede pension for årgangen, hvis man har betalt fuldt A-bidrag fra man er 20 år, til man får folkepension. Man kan også selv skrive sin forventede ATP i feltet for at beregne sin pension. Hvis udbetalingen udskydes, bliver der lagt ca. 8,7 pct. på pr. år.