Gå til indhold
Om Udbetaling Danmark Printknap

For dig som borger


Hvad er Udbetaling Danmark?

Udbetaling Danmark er en ny offentlig myndighed, der i fremtiden får ansvar for:

  • Tilskud til børnefamilier (børne- og ægtefællebidrag, børnetilskud, børne- og ungeydelse): 1. oktober 2012
  • Barselsdagpenge: 1. december 2012
  • Boligstøtte: 1. marts 2013
  • Folkepension: 1. marts 2013
  • Førtidspension: 1. marts 2013

Det er offentlige ydelser, som kommunen tager sig af i dag. Kommunen vil dog fortsat have ansvar for enkelte opgaver - fx skal kommunen fortsat afgøre, om borgeren er berettiget til førtidspension, men det er Udbetaling Danmark, der skal udbetale den.

Det er ATP, der skal drive Udbetaling Danmark fra fem centre i landet. Mange af de medarbejdere, der i dag arbejder med de berørte ydelser i kommunerne, flytter med over til Udbetaling Danmark.

Hvad bliver anderledes for mig, hvis jeg modtager en af de ydelser, Udbetaling Danmark overtager?

Du vil fortsætte med at få din ydelse som sædvanlig. Fremover vil det dog være Udbetaling Danmark – og ikke din kommune – du skal henvende dig til, hvis du har spørgsmål til den ydelse, du modtager.

Du vil kunne ringe eller skrive til Udbetaling Danmark. 

Hvilke muligheder får jeg, hvis jeg ikke kan finde ud af at betjene mig selv på nettet?

Udbetaling Danmark vil arbejde for, at det bliver let for dig at betjene dig selv på nettet. Får du brug for hjælp, kan du ringe til Udbetaling Danmark, og en sagsbehandler vil hjælpe dig.

Hvis du ikke kan betjene dig selv på nettet, kan du henvende dig personligt i din kommunes borgerservice. Her kan de svare på generelle spørgsmål og hjælpe de borgere, som ikke kan betjene sig selv på nettet.

Hvor på nettet kommer jeg til at skulle betjene mig selv?

Udbetaling Danmark vil have al information om ydelserne på borger.dk. Det vil også være på borger.dk, du skal søge om ydelserne eller oplyse det, hvis fx din indkomst ændrer sig, mens du modtager boligstøtte.

Fra hvornår tager Udbetaling Danmark sig af tilskud til børnefamilier, barselsdagpenge, boligstøtte, folkepension og førtidspension?

Udbetaling Danmark vil overtage ydelserne i etaper:

  • Tilskud til børnefamilier (børne- og ægtefællebidrag, børnetilskud, børne- og ungeydelse) fra den 1. oktober 2012
  • Barselsdagpenge fra den 1. december 2012
  • Boligstøtte, folkepension og førtidspension fra den 1. marts 2013

Kommunerne vil dog fortsat tage sig af enkelte opgaver – fx tilkendelse af førtidspension.

Hvorfor har man oprettet Udbetaling Danmark?

I 2010 besluttede folketinget at oprette Udbetaling Danmark, fordi en omfattende analyse af kommunernes sagsbehandling viste, at man kunne spare kommunerne for mindst 300 millioner kroner om året. Besparelserne skal sendes tilbage til kommunerne, som kan bruge pengene på andre områder.

Ydelserne, som Udbetaling Danmark overtager, kan sagsbehandles ud fra objektive kriterier. Ved at samle ydelserne i Udbetaling Danmarks centre opnår man to fordele:

  1. At vi vil behandle din sag på samme måde, lige meget hvor i landet du bor.
  2. Sagsbehandlingen bliver billigere for kommunerne


Hvorfor er det ATP, der skal drive Udbetaling Danmark?

ATP har i mange år sagsbehandlet og udbetalt penge inden for en lang række områder – blandt andet for ATP Livslang pension og for FerieKonto, som udbetaler feriepenge. ATP har mange års erfaring med at sagsbehandle effektivt og yde god service til borgere og virksomheder.