CSR-ansvarlig til at drive ATP’s arbejde med bæredygtighed

Har du erfaring med at omsætte ambitioner til konkrete handlinger? Brænder du for at drive positive forandringer og skabe impact gennem strategiske initiativer indenfor CSR og ESG? Og kan du engagere og motivere andre til at handle? Så er du måske vores nye CSR-ansvarlig, der skal drive ATP’s bæredygtighedsindsats.

Kan du omsætte bæredygtighedsstrategi til operationelle resultater?
Vi er på udkig efter en dedikeret og erfaren CSR-ansvarlig til at drive vores bæredygtighedsindsats, så vi som virksomhed og arbejdsplads kan udvikle os i en mere bæredygtig retning – økonomisk, socialt og miljømæssigt. Du vil være ansvarlig for at omsætte vores bæredygtighedsstrategi til operationelle resultater og for sikre, at bæredygtighed integreres på tværs af niveauer, funktioner og lokationer i ATP. 

Vores mål er at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives på kort og langt sigt, og vi kan tiltrække de rigtige talenter – og så har vi en ambition om kraftigt at reducere CO2-aftrykket fra vores energi- og ressourceforbrug. Og det skal du hjælpe os med.

Dine opgaver bliver bl.a. at identificere bæredygtighedspotentialer, udarbejde handlingsplaner, følge og sikre fremskridt såvel som at kommunikere vores resultater internt og eksternt. Du vil arbejde tæt sammen med afdelinger på tværs af organisationen, og du får direkte reference til vores CFO.

Mere konkret bliver dine ansvarsområder at:

  • udarbejde handlingsplaner i tæt samarbejde med forretningen
  • koordinere og kvalitetssikre tværgående input til bæredygtighedsinitiativer 
  • identificere, prioritere og iværksætte nye bæredygtighedsinitiativer og projekter, der understøtter vores forretningsmæssige mål 
  • sikre engagement og opbakning til bæredygtighedsinitiativer ved samarbejde med interessenter på tværs af organisationen
  • kommunikere vores bæredygtighedspræstationer både internt og eksternt, samt arbejde med adfærdsændringer i organisationen
  • overvåge den lovgivningsmæssig udvikling inden for bæredygtighed, herunder sikre at vi overholder regler og standarder
  • være ansvarlig for bæredygtighedsrapportering for ATP som virksomhed (fx UNGC og til bestyrelsen) samt deltage i arbejdsgruppen for CSRD-implementering
  • bidrage til udarbejdelsen af vores samfundsansvarsrapport og årsrapport
  • deltage i brancheinitiativer og netværk for at dele bedste praksis og holde dig opdateret om udviklingen inden for CSR og bæredygtighed.

Har du styr på bæredygtighedsmål, klimahandlingsplaner og forandringsledelse?
Vi søger en erfaren CSR-ansvarlig med en relevant uddannelse og interesse inden for bæredygtighed, strategi og forretningsudvikling i komplekse organisationer. Du forstår kompleksiteten i bæredygtighed på tværs af forskellige funktioner og kulturer, og så har du kendskab til certificeringer og standarder vedr. klima-, miljø- og sociale forhold.

Dine kommunikative færdigheder er solide i både skrift og tale, og du formår at skabe overblik og sammenhæng. Du har gode relationelle kompetencer og kan skabe følgeskab og få parter til at mødes omkring fælles beslutninger – også når de er svære. Og så forstår du vigtigheden af at inddrage andre for at opnå succes.

Du er strategisk tænkende og kan svinge dig op i helikopteren og se organisationen udefra. Du har med andre ord evnen til at agere på et overordnet niveau med udgangspunkt i virksomhedens formål.

Vi stiller høje krav til din faglighed, og du vil blive mødt af en forventning om at tage ansvar, stille spørgsmål og udvikle dig selv og de fællesskaber, du bliver en del af. Vi ved nemlig, at engagerede medarbejdere er altafgørende for, at vi når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver.

Vil du arbejde til gavn for samfundet?
I ATP arbejder vi til gavn for den enkelte og for samfundet.  

Det gør vi, når vi leverer stabile og bæredygtige afkast, der er med til at sikre danskerne livslang pension, og når vi administrerer og udbetaler en lang række vigtige ydelser som feriepenge, pension og boligstøtte. 

Sammen arbejder vi for at fremtidssikre velfærdssamfundet og bidrage til et trygt arbejdsmarked.  

Vi arbejder for enkle, effektive og digitale løsninger, så den enkelte får udbetalt de rette ydelser både i dag og i morgen. Og for at skabe det højest mulige afkast på de investeringer, vi foretager med vores allesammens penge.

Som vores nye CSR-ansvarlig får du direkte reference til vores CFO, og du kommer ind i en rolle, hvor du samarbejder på tværs af hele koncernen. Du vil arbejde tæt sammen med dine kolleger i bl.a. HR, Koncernøkonomi og Koncernkommunikation for at sikre, at vi når vores mål, og at de bliver kommunikeret internt og eksternt.

I ATP er barren sat højt, både når det gælder faglighed, godt kollegaskab, trivsel og sundhed. Og vi tror på et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte - og det har vi. Vi går op i godt kollegaskab og insisterer på en venlig arbejdskultur – med nær ledelse, personlig udvikling, sammenhold og sundhed.

=dig? Så send os dit CV
Du behøver ikke sende os en lang ansøgning. Vi er mere interesserede i dit CV, som du skal sende senest mandag den 3. juni. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen.

I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger. 

Vi behandler henvendelser løbende og håber på opstart 1. september. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CFO Pernille Vastrup på tlf. 24 28 04 98 eller mail pvas@atp.dk.  

Til annoncører, search- og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig venligst uopfordrede henvendelser vedrørende annoncering af stillingsopslag og kandidater fra headhuntere og rekrutteringsbureauer. Vi ønsker heller ikke at modtage uopfordrede henvendelser vedrørende salg af tjenesteydelser og produkter i forbindelse med jobopslag. Vi beder om, at dette ønske respekteres, og at rekrutterende leder og andre medarbejdere ikke kontaktes i denne henseende.  
#LI-hybrid

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP medarbejder