Graduate med interesse for RPA-udvikling og Intelligent Process Automation

Vil du skabe fantastiske robotter, der gør en forskel for dine kolleger i ATP’s forretningsområder? Er du fascineret af automatiseringsteknologier og ivrig efter at anvende dine færdigheder inden for it og forretning? Så har vi den perfekte mulighed i ATP’s team for Intelligent Process Automation (IPA).

Tænker du optimering pr. automatik? 
ATP er mere end pension. Vi har også ansvaret for en lang række andre vigtige velfærdsløsninger, fordi vi fx står bag boligstøtte, barselsdagpenge og mange andre vigtige ordninger. På den måde er det os, der samlet set får to ud af tre velfærdskroner ud til borgerne i Danmark.

Vi råder over landets mest interessante datagrundlag og et unikt fagligt fællesskab i vores område for it, data og digitalisering, Digital Solutions. Her er vi mere end 500 specialister, der blandt andet jonglerer med kode, algoritmer og AI. 

Vi tester, udvikler og rykker grænserne for, hvad man kan med digitalisering og automatisering – og her kommer du ind i billedet. 

Siden 2015 har vi anvendt Robotic Process Automation (RPA) i arbejdet med at levere omkostningseffektiv sagsbehandling og kundeservice af høj kvalitet. Vi har allerede automatiseret mere end 400.000 timers arbejde, men vi har ambitioner om endnu flere. 

I IPA er vores ønske at være ATP’s interne automatiseringspartner. Det stiller krav til, at vi kontinuerligt udvikler vores kompetencer og værktøjskasse. 

Lige nu er vi i gang med en skalering af Robotic Desktop Automation (RDA) på tværs af hele ATP, hvor vi for alvor slipper robotterne fri. Samtidig arbejder vi på at gøre vores automatiseringsløsninger endnu mere intelligente ved hjælp af AI.

I jobbet som IPA-konsulent bliver det dig, der:

  • udvikler (endnu flere) automatiseringsløsninger og softwarerobotter i Blue Prism (eller i kombination med andre teknologier, såsom assisteret automatisering, machine learning, NLP mm.)
  • indgår i en rotationsordning, hvor du er med til at drifte robotterne og supportere vores RPA-processer
  • udøver ad hoc support til skaleringen af RDA (Power Automate)
  • leverer høj service i opgaveløsningen og sparrer med kolleger i andre dele af forretningen, når det handler om automatiseringspotentiale. 

Er du interesseret i en stejl læringskurve?
Du er nyuddannet eller er ved af færdiggøre din uddannelse. Der er sandsynligvis tale om en kandidatgrad, men det kan også være, at du kommer med en anden relevant uddannelse, som har givet dig solid forståelse for forretning, processer, it, teknologi og udviklings- og programmeringssprog. 

I en graduate-stilling forventer vi ikke, at du kan det hele fra start. Vi forventer til gengæld, at du medbringer en lyst til at lære og er klar på en masse faglige udfordringer. Hvis den del er på plads, så sørger vi for solid oplæring og garanterer en stejl læringskurve og en ekstra god start på karrieren.   

Vil du arbejde til gavn for det samfund, vi er en del af?
Som graduate i ATP bliver du fastansat og deltager fra september i et 12-måneders fællesforløb fyldt med arrangementer og kurser, der udvikler dig både fagligt og personligt. Du kan læse mere om forløbet her: www.atp.dk/karriere/graduate-i-atp.

Du kan se frem til en hverdag i Intelligent Process Automation der er kendetegnet ved godt kollegaskab og høje faglige ambitioner. Samlet set er vi seks medarbejdere med forskellige interesser. Fælles for os alle er, at vi er nysgerrige på ny teknologi og nye løsninger. Vi har en uformel tilgang til vores opgaveløsning og hinanden, tænker utraditionelt og udfordrer gerne plejer for at udvikle fede løsninger.

I ATP tilbyder vi et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte. Og det har vi. Vi ser fleksibilitet som en gensidig interesse, hvor vi sammen har fokus på trivsel, opgaveløsning og kundernes behov.

=dig? Så send os dit CV
Send os en kort ansøgning, hvor du beskriver din motivation for at søge stillingen. Derudover skal vi også have dit CV og dine eksamenspapirer (hvis du først bliver færdig til sommer, er det dine hidtidige resultater, vi er interesserede i). 

Vi behandler henvendelser løbende. 

ATP's næste graduateforløb starter officielt mandag den 2. september 2024, men der er mulighed for ansættelse og opstart tidligere.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Mie Holmbo Bech Hansen på MEHS@atp.dk eller 28 95 16 24.

Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp

Til annoncører, search- og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig venligst uopfordrede henvendelser vedrørende annoncering af stillingsopslag og kandidater fra headhuntere og rekrutteringsbureauer. Vi ønsker heller ikke at modtage uopfordrede henvendelser vedrørende salg af tjenesteydelser og produkter i forbindelse med jobopslag. Vi beder om, at dette ønske respekteres, og at rekrutterende leder og andre medarbejdere ikke kontaktes i denne henseende.  
 

#LI-hybrid

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP medarbejder