Kontorelever til Udbetaling Danmark i Holstebro

Er du klar til en spændende elevuddannelse i Offentlig Administration? Vil du have praktisk erfaring fra en koncern, hvor vi årligt er i kontakt med knap halvdelen af alle danskere, fordi de fx skal have udbetalt folkepension eller barselsdagpenge? Kan du smile igennem telefonen? Så er du en af de elever, vi søger i ATP’s Udbetaling Danmark i Holstebro.

Vil du være med til at sikre enkle og effektive kundeoplevelser? 
Udbetaling Danmark er en offentlig myndighed, der hører under ATP Koncernen og har ansvar for en række vigtige offentlige ydelser som fx folkepension og barselsdagpenge.

Som elev hos os bliver en af dine primære opgaver telefonbetjening, når du er i kontakt med borgere og virksomheder, der har spørgsmål til nogle af de ordninger og ydelser, vi administrerer. Vi forventer ikke, at du kender til pensions- eller barselsområdet på forhånd. Tværtimod. Det vigtigste for os er, at du er nysgerrig. Vi sørger for, at du får en elevmentor, der altid er klar til at hjælpe dig med dine opgaver, så du hurtigt kommer godt ombord. Du får rigtig gode udviklingsmuligheder og mere og mere ansvar i takt med, at du lærer arbejdsopgaverne at kende.

Udover telefonbetjening arbejder du med sagsbehandling i vores IT-systemer. Du sørger for den gode kundeservice, og så er du med til at sikre, at administrationen foregår så enkelt og effektivt som muligt. 

Har du styr på detaljen? 
Du har bestået - eller forventer at bestå – en af følgende uddannelser inden 1. september 2022:

  • EUX med fagretningen kontor

  • HHX

  • Handelsskolens grunduddannelse med speciale (HG2, HGS), der giver adgang til offentlig administration

  • HF, STX, HTX suppleret med en EUD-S inden for fagretningen kontor.

Som person er du nysgerrig og grundig. Du er imødekommende og frisk på at gribe telefonen uanset hvilken henvendelse, det drejer sig om. Du trives med selvstændige opgaver, og så tager du ansvar for dit arbejde og din uddannelse. 

Vil du starte din karriere i gode hænder?
Vi ser frem til at byde dig velkommen i flotte kontorfaciliteter på Hostrupvej 8 i Holstebro, der ligger i gåafstand fra centrum og banegården og helt tæt på de store indfaldsveje. Centeret i Holstebro er arkitekttegnet, og vi har plads til hele 220 medarbejdere fordelt på fire etager. En af vores nuværende elever er Sandie, der her sætter et par ord på jobbet.

Som elev i ATP bliver man tildelt spændende opgaver, man kan fordybe sig i. Der er plads til kompetenceudvikling, og det hele foregår i et trygt miljø. Man bliver inddraget i såvel nye som gamle opgaver, og jeg er super glad for at være med på rejsen.  

Hvis du vil vide mere om jobbet som elev i ATP, kan du klikke ind på www.atp.dk/elever, hvor du bl.a. kan møde et par af vores tidligere elever, der fortæller om deres hverdag.

ATP Koncernen er Danmarks største pensionsselskab og administrationshus. Vi løser opgaver for næsten alle borgere og virksomheder i Danmark. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, administreres af ATP.

Vi glæder os til at byde dig velkommen, til at få din hjælp og følge din udvikling.

=dig? Så send en ansøgning
Send os dit CV og en ansøgning hurtigst muligt. På vores hjemmeside har vi samlet et par gode råd, som du kan lade dig inspirere af.

Vi screener og indkalder til samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet de rette kandidater. Der vil være opstart i september.  

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte koordinator Lene Birgitte Juul Nørgaard på LNA@ATP.DK eller tlf. 2818 2456.

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP-medarbejder