Studentermedhjælpere til analyseopgaver i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Er du i gang med en videregående uddannelse? Vil du have konkret erhvervserfaring med tal og statistikker og arbejde til gavn for danskere, der er kommet til skade på arbejdet? Så er du en af de studerende, vi søger til Arbejdsmarkeders Erhvervssikring.

Kan du udarbejde statistikker og analyser?
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) er en del af ATP i Hillerød. I AES sikrer vi, at alle, der kommer til skade på arbejdet, får den erstatning, de har ret til efter loven. Hvert år behandler vi ca. 50.000 sager, og vi ved, at hver eneste afgørelse har stor betydning for det menneske, som er kommet til skade. Det forpligter.

I udviklingsområdet i AES har vores opgaveportefølje vokseværk. Vi er derfor på udkig efter studentermedhjælpere, der er gode til at jonglere med data. Arbejdsopgaverne omhandler data- og analysearbejde, som eksempelvis ender ud i:

  • databaserede svar på forespørgsler/henvendelser fra fagforeninger, journalister m.fl.

  • statistik til analyser af sagsbehandlingen (fx til optimering af sagsbehandlingsprocesser)

  • udvikling og drift af værktøjer til sagsbehandlingen

  • regelmæssig statistisk opfølgning på nøgletal, herunder KPI’er.

Får du data til at danse?
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse, der har styrket din grundlæggende forståelse for data. Du er sandsynligvis på slutningen af din bachelor eller på første del af kandidaten.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med SAS, men det er ikke et krav, da vi kan lære dig op. Det vigtigste er, at du kan:

  • sætte dig ind i komplekse processer, der vedrører sagsbehandlingen i AES, og omsætte den viden til at lave analyser

  • formidle via skriftlig og visuel kommunikation, så budskaber når igennem

  • bidrage med en positiv indstilling, også i de travle perioder.

Vi tilbyder en hverdag, hvor du får en stejl læringskurve og stort ansvar gennem tæt samarbejde og sparring med analytikerne.

Arbejdstiden er ca. 15 timer om ugen, og der vil være mulighed for dage med hjemmearbejde. Vi er selvfølgelig fleksible med dine arbejdstider, så de hænger sammen med dit studie, eksamener mv.  

Vil du arbejde til gavn for samfundet?
Du bliver en del af vores analyseteam; Fakta om AES. Det er os, der har styr på data og statistik. Vi laver bl.a. Business Intelligence samt analyser og driftsværktøjer, der understøtter en effektiv behandling af arbejdsskadesagerne i AES. Vi giver og modtager feedback som led i at blive endnu dygtigere. Vi arbejder tæt sammen, hjælper hinanden på tværs af teamet og lykkes i fællesskab.  

I ATP tilbyder vi et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte. Og det har vi. Vi ser fleksibilitet som en gensidig interesse, hvor vi sammen har fokus på trivsel, opgaveløsning og kundernes behov.

AES er en del af ATP, der er Danmarks største pensions- og sikringsselskab. Vi er sat i verden for at sikre økonomisk grundtryghed for alle danskere – hele livet. Du kan læse mere om AES og vores opgaver her.

=dig? Så send en ansøgning
Send os dit CV og en ansøgning hurtigst muligt.

Vi screener og indkalder til samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet de rette kandidater.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Bettina Ballieu Lagoni, på tlf. 2033 7629 / bbl@atp.dk eller analytiker Martin Ulfkjær Andersen, på tlf. 2485 4153 / mua@atp.dk.

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP-medarbejder