4 mia. feriepengekroner venter på at blive bestilt i 2025
Ved udgangen af november har ca. 850.000 lønmodtagere stadig feriepenge til gode i 2025. I gennemsnit har de mere end 4.700 kr. at se frem til. Så husk at afholde din ferie og få hævet dine feriepenge inden årsskiftet
Har du ikke allerede tjekket, om du har feriepenge til gode hos FerieKonto, er det tid til at gøre det nu.
Omkring 850.000 danskere har nemlig fortsat godt 4 mia. kr. til gode for ferieåret 2024/2025, viser en ny opgørelse fra ATP.
Det er optjente feriedage, der skal afholdes inden årsskiftet, og derfor lyder rådet fra ATP til danske lønmodtagere, at de skal gå ind på borger.dk og få overblik over, om de eventuelt stadig kan have feriepenge til gode.
”December og juledagene nærmer sig, og med det venter der også langt de fleste en god juleferie eller dage fri til at få styr på juleindkøbene. Mange lønmodtagere har endnu feriepenge stående hos FerieKonto, og derfor anbefaler vi alle, der kunne være i tvivl, om de har noget stående at gå ind på borger.dk og tjekke det. Der kan nemlig være feriepenge, der skal være hævet inden årsskiftet,” siger Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP med ansvar for bl.a. FerieKonto.
1,5 mio. feriepengebreve sendt ud i september
I september sendte FerieKonto, der administreres af ATP, 1,5 mio. breve ud til lønmodtagere og mindede dem om at få afholdt ferie. Til trods for det er der altså forsat mange af de pågældende lønmodtagere, der stadig mangler at bestille deres feriepenge.
”Det er hovedsageligt timelønnede lønmodtagere og fratrådte funktionærer, som har haft ferie med løn, der enten har skiftet job eller nu er ledige, som mangler at bestille deres feriepenge. I gennemsnit har de der mangler at bestille inden nytår ca. 4.700 kr. til gode, så det er betydende beløb, der kan være tale om,” siger Maria Damborg Hald.
Historisk set bliver der bestilt ekstra meget tilgodehavende ferie op til jul. Hvis der er feriepenge, der ikke bliver bestilt, kan de i sidste ende blive overført til feriefondene. Det bliver så til midler, der bl.a. anvendes til ferieophold for børn og familier, der ikke er i stand til at forsørge sig selv.
Lønmodtagere der er forhindret i at holde ferie op til den 31. december 2025, har mulighed for at få overført ferie til næste år.
Fakta om Feriepenge i 2025
- Ved udgangen af november er der ca. 4 mia. kr. i feriepenge, som endnu ikke er bestilt, hvilket svarer til, at der resterer godt 15 pct. af de feriepenge, der skal være hævet inden årsskiftet.
- Det er feriepenge for ferie, der skal afholdes inden den 31. december 2025.
- Ca. 850.000 danskere har feriepenge til gode.
- Sidste dag for ferieafholdelse for ferieåret 2024/2025 er den 31. december 2025.
- På www.borger.dk/bestil-feriepenge kan man se, om man har feriepenge til gode.
- For alle lønmodtagere gælder, at ferien optjenes løbende i ferieåret fra den 1. september til den 31. august året efter (12 måneder). Den optjente ferie kan afholdes i ferieperioden fra den 1. september til den 31. december året efter (16 måneder). Den periode, du kan holde din ferie i, er således sammenfaldende med optjeningsperioden – men fire måneder længere. Det betyder, at du kan planlægge din ferie mere fleksibelt.
- Har du spørgsmål til dine feriepenge så kontakt FerieKonto på 70 11 49 10.