ATP er ny stiftende partner i AI-kompetencepagten
ATP er blevet ny stiftende partner i AI-kompetencepagten og støtter dermed op om en fælles ambition om at opkvalificere én million danskere i brugen og forståelsen af AI

Som ny stiftende partner i AI-kompetencepagten har ATP tilsluttet sig et nationalt fællesskab, der arbejder for at fremtidssikre Danmark gennem ansvarlig og menneskecentreret brug af kunstig intelligens.
Initiativet er en del af arbejdet i Digital Dogme, der er en alliance af virksomheder og offentlige aktører, der skaber vækst, innovation og arbejdspladser med fokus på udvikling af vores digitale kompetencer. ATP har et stort samfundsansvar. Hvert år håndterer ATP cirka 350 milliarder kroner på vegne af arbejdsmarkedets parter, kommuner og staten – svarende til to ud af tre velfærdskroner. Det stiller krav om, ATP arbejder så godt og effektivt som muligt.
Derfor har kunstig intelligens også allerede fundet vej ind i ATP’s kerneopgaver for at forbedre sagsgange, svartider og borgeroplevelser. Men teknologien skaber ikke værdi alene. Det gør de mennesker, som arbejder med den, og derfor vil vi både i ATP og i samfundet som helhed bakke om, at Danmark er i front, når det kommer til at have de rette AI-kompetencer.
”I hele vores kundeservice og sagsbehandling spiller AI allerede i dag en betydelig rolle for, at vi kan arbejde effektivt og skabe gode borger- og kundeoplevelser. Men det kommer ikke af sig selv, så det er vigtigt, at vi er ambitiøse og hele tiden udvikler vores kompetencer inden for brugen af kunstig intelligens. Derfor er AI-kompetencepagten et vigtigt initiativ, hvor vi sammen med nogle af de største virksomheder og interesseorganisationer i Danmark kan løfte AI-kompetencerne i fællesskab,” siger Anne Kristine Axelsson, Koncerndirektør Pension & Arbejdsmarked i ATP.
Et ambitiøst kompetenceløft
Som stiftende partner kommer ATP til at sidde med i forskellige arbejdsgrupper, der skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan AI bliver brugt på den rigtige måde, og hvor der bliver gode muligheder for vidensdeling.
Med indtræden i AI-kompetencepagten forpligter ATP sig samtidigt til løbende at opkvalificere sine medarbejdere inden for brugen af kunstig intelligens. Indsatsen vil omfatte både generel teknologiforståelse og mere specialiseret viden inden for data-etik, automatisering og brugen af generativ AI.
”Målet er at sikre, at ATP ikke bare følger med udviklingen, men er med til at forme den. Det handler både om at udnytte teknologiens potentiale og at håndtere dens risici med omtanke og ansvar. Her spiller AI-kompetencepagten ind som fælles platform for udvikling, sparring og erfaringsdeling,” påpeger Anne Kristine Axelsson.
ATP vil gå forrest i den digitale transformation
Allerede i dag er ATP involveret Digital Dogmes arbejde på forskellige områder. Desuden deltager ATP i en række andre vigtige fora og arbejdsgrupper på højt niveau, der viser, at ATP er et af Danmarks førende teknologi- og digitaliseringshuse.
Haktan Bulut, der er Koncerndirektør i ATP for It, data og teknologi, sidder bl.a. i ekspertgruppen til regeringens digitale taskforce for kunstig intelligens og er engageret i andre dele af Digital Dogmes arbejde, mens Kristine Stenhuus, Koncerndirektør i Udbetaling Danmark repræsenterer ATP i Statens IT-Råd og i bestyrelsen for IT-Universitetet.
Læs mere om ATP som del af AI Kompetencepagten her
