ATP fusionerer forretningsområder i administrationsforretningen
Under navnet Klar til Fremtiden har adm. direktør Martin Præstegaard torsdag præsenteret et arbejdsprogram, der skal øge udviklingskraften og ruste ATP’s administrationsforretning til fremtiden.

ATP Koncernen er sat i verden for at bidrage til dansk velfærd og tryghed. For at fremtidssikre ATP’s administrationsforretning, der hvert år udbetaler 2 ud af 3 velfærdskroner og over 300 mia. kroner til danskerne, lancerer Martin Præstegaard en række initiativer målrettet hele administrationsforretningen i ATP under en samlet betegnelse ”Klar til Fremtiden”.
Formålet er at skabe en organisation med øget udviklingskraft, lettere processer og færre beslutningsgange – og at skabe grundlaget for både større stordriftsfordele samt hurtigere udrulning og anvendelse af ny teknologi på tværs af de administrerede ordninger – til gavn for ATP og det danske velfærdssamfund.
”I en verden, hvor tempoet i den teknologiske udvikling er højt, og der stilles stadig højere krav til kundeservice, har vi en forpligtigelse til at være ambitiøse på vegne af danskerne. Det betyder, at vi hele tiden skal sørge for at være klar til fremtiden – som organisation og bidragsyder til den fortsatte udvikling af det danske samfund. Vi vil sikre, at vi også i fremtiden kan indfri de forventninger, danskerne har til os, og vi igangsætter derfor en række større initiativer, hvoraf ét af dem er en sammenlægning af vores kunderettede direktørområder,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP.
Administrationsforretning skal være klar til fremtiden
ATP har med tiden fået stadig flere og nye opgaver for staten, kommunerne og arbejdsmarkedets parter, og dermed er ATP’s rolle i samfundet vokset.
Ud over udbetalinger af velfærds- og sikringsydelser samt sagsbehandling i en række ordninger udvikler og implementerer ATP i dag løbende ny teknologi for at højne kundeservice og øge produktiviteten.
Mange af de teknologiske milepæle er sat i forretningsområderne Udbetaling Danmark og Pension & Arbejdsmarked, der udgør grundpillerne i administrationsforretningen, og de nye initiativer skal bane vejen for endnu flere i fremtiden.
Danskerne vil fortsat møde Udbetaling Danmark og de øvrige ordninger, som ATP administrerer, under deres nuværende navne, men i ATP vil ledelsen i administrationsforretningen blive struktureret anderledes, ligesom en del af arbejdet skal foregå under ledelse af en ny koncerndirektør, der snarligst tiltræder.
”Vi leverer i administrationsforretningen høj kundetilfredshed og sagsbehandling af høj kvalitet, og i det hele taget lykkes vi med rigtig meget. På det solide fundament kan vi nu bygge videre og forene de to forretningsområder for dermed at stå endnu stærkere, så ATP også i fremtiden kan have en velfungerende administrationsforretning,” siger Martin Præstegaard.
Ny koncerndirektør
ATP’s finansdirektør Pernille Vastrup er udpeget som konstitueret direktør for det nye sammenlagte forretningsområde. Rekrutteringen af en ny koncerndirektør er i gang, og udover at medvirke til en række kommende initiativer bliver den primære opgave at samle de nuværende forretningsområder Udbetaling Danmark og Pension & Arbejdsmarked under ét.
Som følge af ændringerne fratræder koncerndirektørerne Anne Kristine Axelsson og Kristine Stenhuus deres stillinger som koncerndirektører for hhv. ATP Pension & Arbejdsmarked og Udbetaling Danmark.
”Anne Kristine Axelsson har været med til at udvikle ATP Koncernen igennem mange år. Hun har en stor del af æren for, at vores pensions- og arbejdsmarkedsordninger er udviklet og driftet på flotteste vis. Anne Kristine har ligeledes stået i spidsen for udviklingen af store nye it-systemer og implementering af ny teknologi. Jeg har sat stor pris på de resultater, hun har skabt gennem årene og vores gode samarbejde – ikke mindst gennem hendes store engagement og viden på området,” siger Martin Præstegaard.
Om Kristine Stenhuus siger han:
”Kristine Stenhuus har bidraget væsentligt til, at Udbetaling Danmark står rigtig stærkt i dag. Udbetaling Danmark har høj kundetilfredshed, udbetaler ydelser korrekt og til tiden og har løbende evnet at bruge færre og færre ressourcer på hver enkelt ordning. Kristine har med sit høje energiniveau og evne til at skabe fremdrift accelereret anvendelsen af ny teknologi til gavn for kunderne, og jeg takker Kristine for dette store bidrag.”
De i alt fem initiativer i ”Klar til Fremtiden” omhandler sammenlægningen af de to forretningsområder, et serviceeftersyn af den såkaldte operating model i administrationsforretningen, fokusering og stordrift i fællesfunktionerne samt fokusering af strategiinitiativer og en it-arkitekturanalyse.
Initiativerne i ”Klar til Fremtiden” berører ikke områder i direktørområderne “Pensions” og “Investering”, som arbejder med ATP’s pensionsprodukt og investeringer. Senest i sommeren 2026 vil en ekstern evalueringsgruppe præsentere en analyse af ATP’s investeringsstrategi.
For mere information, kontakt:
