Danskerne har omkring 12 mia. kr. stående i feriepenge op til sommerferien

Nye tal fra ATP viser, at danskerne har en god portion feriepenge stående op til sommerferien, hvor udbetalingerne fra FerieKonto altid topper over sommermånederne

Ferie

Sommerferien nærmer sig, og det samme gør udgifter til rejser og is på stranden. 

Hos FerieKonto melder de også, at mange danskere fortsat har feriepenge til gode, som de kan bestille, nu det snart er ferietid.

Ca. 1,6 mio. danskere har optjent 19,5 mia. kr. i feriepenge i indeværende ferieperiode hos FerieKonto/Feriepengeinfo. Af dem er der udbetalt cirka 7,5 mia. kr., og dermed står der omkring 12 mia. kr. i feriepenge og venter på at blive bestilt af ferielystne danskere.

Du kan have feriepenge til gode

"Det er vigtigt at holde sin ferie og få batterierne ladet op. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, om du har feriepenge stående, hvilket rigtig mange danskere har," siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP, der administrerer FerieKonto: 

"Derfor råder vi alle til at tjekke deres feriepenge på borger.dk, hvis du enten er ansat som timelønnet eller har skiftet job og har optjent ferie hos en tidligere arbejdsgiver. Så kan der nemlig være penge til dække udgifter i sommerferien.” 

Danskerne får normalvis indbetalt i omegnen af 26 mia. kr. i løbet af en ferieperiode. De indbetales løbende, hvor der altså foreløbigt er optjent 19,5 mia. kr. på nuværende tidspunkt. 

Udbetalingerne af feriepenge topper over sommeren

Sommermånederne ligger ikke overraskende i toppen, når det kommer til de måneder, hvor der udbetales flest feriepenge. Juli måned topper således, hvor der i sidste ferieperiode blev udbetalt 4,7 mia. kr., efterfulgt af juni med 3,3 mia. kr. og august med 2,6 mia. kr.

”Der er fortsat mange, der skal vænne sig til den forholdsvis nye ferielov, hvor ferien både optjenes og kan udbetales løbende. Samtidig skal mange huske at planlægge ferie med udbetalinger både fra FerieKonto fra tidligere jobs sammen med opsparet ferie fra den ny arbejdsgiver. Derfor anbefaler vi altid, at man planlægger sin ferie i god tid og så vidt muligt planlægger sin ferie for et helt år, så der er penge og feriedage nok til det hele,” siger Anne Kristine Axelsson.

For alle lønmodtagere gælder, at ferien optjenes løbende i ferieåret fra den 1. september til den 31. august året efter (12 måneder). Den optjente ferie kan afholdes i ferieperioden fra den 1. september til den 31. december året efter (16 måneder). Den periode, du kan holde din ferie i, er således sammenfaldende med optjeningsperioden – men fire måneder længere. Det betyder, at du kan planlægge din ferie mere fleksibelt.

Har du feriepenge til gode?

www.borger.dk/bestil-feriepenge kan du få et overblik over, om du har feriepenge til gode. Det er også her, du kan vælge at få dine feriepenge udbetalt.

  • Du kan have feriepenge stående hos FerieKonto eller hos arbejdsgiver, hvis du er timelønnet lønmodtager eller fratrådt funktionærer med ferie optjent hos tidligere arbejdsgiver.
     
  • Du får feriepengene udbetalt inden for 4 hverdage, hvis det er FerieKonto der udbetaler dine feriepenge, og hvis du bestiller dine feriepenge mindre end 4 uger før din første feriedag.
  • Hvis feriepenge udbetales af arbejdsgiver eller anden feriekasse, udbetales feriepengene typisk ved næste lønkørsel.
     
  • Hvis du bestiller dine feriepenge mere end 4 uger før din første feriedag, kan pengene tidligst udbetales en måned før ferien starter.  Du må som udgangspunkt ikke få feriepenge samtidig med, at du modtager en offentlig ydelse.

Hvis du har feriepenge tilbage fra et eller flere ansættelsesforhold, når ferieperioden slutter den 31. december 2025, bliver de automatisk udbetalt til dig, hvis der er tale om ferie udover 4 uger og følgende beløbsgrænser er opfyldt:  Du har 3.000 kr. eller mindre tilbage efter skat eller du har 5.000 kr. eller mindre tilbage før skat. I januar 2025 fik ca. 300.000 lønmodtagere automatisk udbetaling fra FerieKonto/arbejdsgiver og samlet set var der cirka 275 mio. kr. i puljen af restferiepenge under bagatelgrænserne. 

Vandmelon på strand - se og bestil feriepenge
""

Kristian Lund Pedersen
Senior Kommunikationspartner

Pension & Arbejdsmarked - herunder AES, Lønmodtagernes Garantifond og andre ordninger under ATP

Mobil
E-mail