Fald i konkursramte lønmodtagere fortsætter

Der er godt gang i beskæftigelsen, og den gode udvikling på det danske arbejdsmarked viser sig også i anmeldelserne til Lønmodtagernes Garantifond, hvor antallet af konkursramte lønmodtagere fortsætter med at falde. Dermed er den positive udvikling fra 2024 fortsat langt ind i 2025.

Mand arbejder på tag

Efter september måned ligger det foreløbige antal anmeldelser om manglende løn i forbindelse med konkurser på 7.674. Det er et fald tæt på 5,5 pct, sammenlignet med samme periode sidste år, hvor antallet var på 8.114 anmeldelser. Det viser helt nye tal fra Lønmodtagernes Garantifond.

”Allerede i 2024 så vi en markant nedgang i antallet af konkursramte lønmodtagere, der anmeldte deres lønkrav til Lønmodtagernes Garantifond, og den positive udvikling ser ud til at have bidt sig fast i år. Antallet af udbetalinger ved konkurser og travlheden på det område giver en god indikation af, hvordan det går på arbejdsmarkedet, så derfor er det værd at glæde sig over udviklingen,” siger Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP med ansvar for blandt andet Lønmodtagernes Garantifond.

Stor nedgang i anmeldelser over en 5-årig periode

I alt søgte 10.463 personer om udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond i 2024, hvilket var 1.351 færre end i 2023, svarende til et fald på 10 pct. Og det er altså den nedgang, der er forsat i 2025, hvor der foreløbigt er udbetalt godt 520 mio. kr. til konkursramte lønmodtagere.

Det er inden for Bygge og Anlægsbranchen, at flest har anmeldt dækning af manglende lønkrav fra Lønmodtagernes Garantifond i år, mens det er inden for kategorien ”Industri, Råstofudvinding og Forsyningsvirksomhed”, at der foreløbigt er udbetalt mest.

”Hvis udviklingen fortsætter året ud, vil det være under 10.000, der vil søge om manglende løn, hvilket man kan sætte op mod antallet i 2019, hvor det var på 15.794 anmeldelser. Så vi er et helt andet sted i dag, end for godt fem år siden. Uanset antallet, er det vigtigt, der er viden om, at Lønmodtagernes Garantifond er med til at skabe tryghed og sikre, at lønmodtagere får deres manglende løn, hvis deres arbejdsgiver går konkurs,” siger Maria Damborg Hald.

Den positive udvikling i tallene fra Lønmodtageres Garantifond afspejler sig også i de nyeste tal fra Danmarks Statistik, der viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen steg med 3600 personer i august, og dermed havde 3.064.000 personer et lønmodtagerjob.

""

Kristian Lund Pedersen
Senior Kommunikationspartner

Pension & Arbejdsmarked - herunder AES, Lønmodtagernes Garantifond og andre ordninger under ATP

Mobil
E-mail