Juridisk specialkonsulent til tværgående opgaver i Udbetaling Danmark

Kan du yde juridisk rådgivning og vejledning på tværs af Udbetaling Danmarks ordninger? Vil du være en del af et fagligt miljø med fokus på samarbejde og udvikling? Og vil du arbejde med opgaver med stor betydning for et effektivt velfærdssystem? Så er du den juridiske specialkonsulent, vi søger i Udbetaling Danmark.

Vil du arbejde med offentligretlige regler i et solidt fagligt fællesskab? 
I Udbetaling Danmarks juridiske afdeling er vi 25 dygtige jurister – og på udkig efter en ny kollega. 

Helt konkret bliver du en del af teamet Tværgående Jura, hvor vi samarbejder med alle Udbetaling Danmarks områder og eksterne interessenter. Der vil blive lagt særlig vægt på opgaver inden for persondataret, forvaltningsret og digitalisering af tværgående opgaver og områder.

Som vores nye kollega kommer du til at løfte en bred vifte af juridiske opgaver og bidrage til et solidt fagligt miljø. Vi har fokus på samarbejde, sparring og udvikling.

Konkret kommer du til at arbejde med: 

  • juridisk rådgivning og vejledning på tværs af Udbetaling Danmarks forretning 
  • at sikre korrekt håndtering af de offentligretlige regelsæt
  • forskellige projekter og samarbejde med ministerier og styrelser, når der indføres ny lovgivning 
  • de juridiske aspekter ifm. udvikling og ændringer af it-systemer. 

Har du blik for helheden?
Du er uddannet jurist og har solide kompetencer inden for persondataret og de forvaltnings- og offentligretlige områder. Hvis du har erfaring fra en offentlig myndighed, er det en fordel, men det er ikke et krav.

Du bevarer roen i en hverdag med mange komplekse opgaver. Du er vant til at tænke i hele løsninger og er god til at skabe relationer på tværs af forskellige faggrupper.

Som person er du kendetegnet ved en positiv indstilling og fokus på samarbejde og udvikling. Du er handlingsorienteret, ansvarsbevidst og god til at organisere din hverdag. Du sørger for, at deadlines overholdes, og at der bliver fulgt op. 

Det er desuden vigtigt, at du har blik for helheden og kan finde de gode juridiske løsninger til forretningen.

Vil du arbejde for den økonomiske grundtryghed i Danmark?
I Udbetaling Danmarks juridiske afdeling løser vi en række juridiske opgaver inden for fx boligstøtte, pension, barselsdagpenge og familieydelser. Vi går op i godt kollegaskab, og vi har en venlig arbejdskultur – med nær ledelse, personlig udvikling, sammenhold og sundhed.

Du bliver en del af en stor organisation, som hele tiden forandrer og fornyer sig. Du vil desuden indgå i et velfungerende og ambitiøst team bestående af fem jurister, hvor vi lægger vægt på viljen til at lykkes via videndeling og læring. Du kan møde en af dine kommende kolleger, Sandra, i videoen her: https://film.atp.dk/video/77147565/vil-du-vaere-en-del-af-et-juridisk

Som jurist i ATP bliver du desuden en del af et fantastisk fællesskab af mere end 300 jurister på tværs af forskellige afdelinger og adresser i Allerød, Frederikshavn, Haderslev, Hillerød, Holstebro, Vordingborg og Aarhus.

Lige nu arbejder vi på vores kontor i Allerød, men vi flytter til Kongens Vænge i Hillerød i efteråret 2025.

Hos os er der plads til, at du både kan give den en skalle i travle perioder og afspadsere i andre. Og så tilbyder vi 18% i arbejdsgiverbetalt pension, sundhedsforsikring, mulighed for tilkøb af ekstra feriefridage og en plads i et stærkt fagligt netværk på tværs af ATP.

I ATP er barren sat højt, både når det gælder ambitioner og trivsel. Vi tror på et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte – og det har vi.

=dig? Så send os dit CV
Du behøver ikke sende os en lang ansøgning. Vi er mere interesserede i dit CV, som du skal sende senest søndag den 8. juni. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen.

I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger. 

Vi behandler henvendelser løbende og planlægger opstart på den anden side af sommerferien. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Maria Kjer Hedegaard på tlf. 42 72 16 48 eller mail mhx@atp.dk. 


Til annoncører, search- og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig venligst uopfordrede henvendelser vedrørende annoncering af stillingsopslag og kandidater fra headhuntere og rekrutteringsbureauer. Vi ønsker heller ikke at modtage uopfordrede henvendelser vedrørende salg af tjenesteydelser og produkter i forbindelse med jobopslag. Vi beder om, at dette ønske respekteres, og at rekrutterende leder og andre medarbejdere ikke kontaktes i denne henseende.  
#LI-hybrid 

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP medarbejder