Banken blev byttet ud med ATP og rådgivning af borgere | Mød kunderådgiveren Victor

Victor har altid haft godt styr på tallene, så vejen til et job som bankrådgiver lå lige for. Men interessen for jura har altid ligget i baggrunden, og i 2023 trak den ham til ATP. Her kombinerer han hver dag arbejdet med tal og jura i rollen som kunderådgiver.

Victor, medarbejder i ATP

Efter handelsskolen og en uddannelse som finansøkonom arbejdede Victor et par år i rollen som bankrådgiver. Men i 2023 blev han ansat i ATP, hvor han i dag arbejder med sagsbehandling og udbetaling af velfærdsydelser. 

Skiftet fra den private bankverden til arbejdet med offentlig forvaltning i ATP krævede, at Victor opbyggede nye juridiske kompetencer. Men det har ikke været noget problem, fortæller Victor med et smil.

Og dem, smilene, er der mange af i mødet med Victor. Smil og et glimt i øjet.

Det står hurtigt klart for alle, der møder Victor på gangene i ATP-huset i Vordingborg.

”Det har selvfølgelig krævet noget, men jeg har altid godt kunnet lide at lære. Og jeg er blevet klædt rigtig godt på. Både gennem uddannelse og via mine kolleger. Vi bruger hinanden rigtig meget i dagligdagen, så hjælpen er aldrig langt væk.”

”Og det var dejligt i starten, da jeg havde 1000 spørgsmål. Og det er dejligt i dag, hvor det nu også er mig, der kan lære fra mig og hjælpe andre.”

Du skal kunne møde enhver i øjenhøjde og gøre det komplekse forståeligt

”Der er en hel del af det, jeg havde lært i banken, som jeg har kunnet tage med mig i jobbet som kunderådgiver.”

”Fx noget af det, der er på spil i mødet med kunden: Det med at lytte, strukturere samtalen og forklare det komplekse på en måde, så det er klart for modtageren.” 

”Den største forskel er, at jeg ikke længere mødes fysisk med kunderne. Nu foregår det hele over telefonen.Og så er det alt det juridiske,” fortsætter Victor. 

”Lige fra begyndelsen har det været vigtigt for mig at have fuldstændig styr på, hvad borgeren har ret til. Jeg skal kunne forstå loven, anvende den og formidle reglerne klart. Og fordi loven hele tiden ændrer sig, er det et arbejde, man aldrig bliver helt færdig med.”

 

Har mere end en million borgere på kundelisten

Victor er en del af ATP’s Udbetaling Danmark i Vordingborg.

Udbetaling Danmark alene modtager hver måned cirka 170.000 telefonopkald, 80.000 skriftlige henvendelser og 200.000 underretninger om ændringer i borgernes situation.

I Udbetaling Danmark rådgiver Victor borgere inden for Familieydelsesområdet. Et område der dækker over 39 forskellige ydelser, hvor der er mere end 1,2 millioner borgere på kundelisten, og hvor Victor og kollegerne hvert år står bag udbetalingen af mere end 14 milliarder kroner.

”Det er noget af det, der virkelig driver mig i jobbet. At jeg kan hjælpe borgeren med at finde ud af, hvad de ifølge loven har ret til. Det synes jeg er meningsfuldt. For her kan jeg høre, at jeg virkelig gør en forskel, når jeg taler med den enkelte”.

Victor, medarbejder i ATP

Kollegerne er vigtige. Og også kantinen.

”Jeg har en vigtig rolle i mødet med borgeren, der virkelig regner med den rådgivning, jeg giver. Det er den ene side af jobbet. Og når jeg så har lagt på, så er det vigtigt for mig, at der er plads til sjov med kollegerne’” 

For Victor har menneskerne omkring ham en vigtig betydning ift. det gode arbejdsliv.

”Kollegerne og min leder betyder virkelig meget for mig. Jeg trives, når der er god stemning og plads til humor,” fortæller han.

”Jeg kan bedst lide at komme ind på kontoret, for jeg trives, når jeg kan tale og joke med mine kolleger. Men det er også rart at vide, at der er fleksibilitet, hvis man får brug for det.”

Han smiler og tilføjer:
”Og så er kantinen altså virkelig, virkelig god.”

Lyder det som noget for dig?

I ATP's Administrationsforretning er ca. 900 kunderådgivere på tværs af landet, der løser opgaver for staten, kommunerne og arbejdsmarkedets parter.

Vi arbejder med kompleks sagsbehandling og varetager kundeservice inden for ydelser som fx feriepenge, folkepension, boligstøtte, arbejdsskadeerstatning og barselsdagpenge. Kort sagt arbejder vi med at få velfærden ud til danskerne.

Lyder det som noget for dig? 

Du kan læse mere om jobbet som kunderådgiver her: Kunderådgiver i ATP | ATP.dk

Han rykkede ud, når alarmen lød – nu hjælper Bo mennesker videre

Efter 17 år i lufthavnen havde Bo Hansen set det meste – fra nødlandinger og udrykninger til mennesker, der var kommet til skade. I dag bruger han sine erfaringer til at rådgive andre, hvis liv har taget en uventet drejning, fordi de er kommet til skade eller er blevet syge af deres arbejde.

Bo, medarbejder i ATP