Fra specialist til leder: ”Nu handler det om at skabe resultater gennem andre”
Da Mathias blev færdiguddannet i 2019 var hverken ATP eller sagsbehandling en del af planen. Men sådan gik det. Og i dag er han sektionschef i ATP i Vordingborg og leder mere end 30 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, erfaringer og behov.
”Som sagsbehandler kunne jeg sætte et mål for mig selv og arbejde målrettet frem mod det. Som leder er det noget helt andet. Nu handler det om at skabe resultater gennem andre.”
For Mathias Kjær har overgangen fra specialist til leder krævet mere end et nyt ansvar og en ny titel. Han har skullet vænne sig til ikke længere selv at have alle svarene og i stedet skabe betingelserne for, at andre kan lykkes.
I dag er han sektionschef i ATP i Vordingborg og leder mere end 30 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, erfaringer og behov.
”Det fedeste er at se nogen rykke sig fra A til B. At se en medarbejder udvikle sig fagligt eller personligt og lykkes med noget, vedkommende måske ikke selv troede var muligt.”
At Mathias skulle ende som leder i ATP, lå dog langt fra det, han forestillede sig, da han blev færdiguddannet fra Roskilde Universitet i 2019.
Faktisk var hverken ATP eller sagsbehandling en del af planen.
Et uventet opkald
Da Mathias stod med en ny kandidattitel i psykologi og pædagogik, havde han forestillet sig, at vejen ind på arbejdsmarkedet ville være forholdsvis ligetil.
Sådan gik det ikke.
”Jeg var ret overbevist om, at jeg hurtigt ville finde noget. Men der gik et par måneder, hvor jeg søgte til højre og venstre uden held.”
En morgen ringede telefonen.
I den anden ende var ATP.
”Jeg kan tydeligt huske det. Jeg var lige vågnet, og da jeg tog telefonen, havde jeg faktisk næsten glemt, at jeg havde søgt stillingen.”
”Der var gået et par måneder siden jeg søgte stillingen, fordi jeg var blevet sorteret fra i den første kandidatgennemgang. Og det kan jeg egentlig godt forstå, når jeg ser tilbage på mit CV dengang,” fortæller Mathias med et smil.
Jobbet var som arbejdsskadesagsbehandler i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ikke ligefrem det, han havde forestillet sig med erfaring fra detailbranchen og en ny universitetsuddannelse i psykologi og pædagogik.
Men samtalen gjorde ham nysgerrig.
”Jeg havde aldrig arbejdet med hverken jura eller medicin. Men jo mere jeg hørte om området, desto mere spændende lød det. Der var et detektivelement i at finde og samle oplysningerne i sagerne. Det fangede mig.”
I marts 2019 begyndte han i ATP.
En uge senere blev han far for første gang.
Jeg ville bevise, at jeg ikke var en andenprioritet
”Timingen var faktisk lidt vild,” fortæller han og griner.
”Jeg havde lige fået mit første fuldtidsjob, og en uge senere blev jeg far. Det betød også, at jeg missede dele af oplæringen, mens de andre nyansatte fortsatte.”
Da Mathias vendte tilbage, følte han, at han havde noget at indhente.
”Det gav mig ekstra motivation til hurtigt at komme ind i stoffet og vise, at ATP ikke havde taget fejl, da de ansatte mig.”
Følelsen af ikke at have været det oplagte førstevalg blev en drivkraft for ham.
”Jeg ville gerne bevise mit værd. Jeg var ny på arbejdsmarkedet og havde brug for at vise, hvad jeg kunne.”
Det kom blandt andet til udtryk i de mål, han satte for sig selv.
”Hvis målet var 20 sager om ugen, satte jeg mit eget mål til det dobbelte. Sådan arbejdede jeg med at motivere mig selv.”
Når Mathias ser tilbage i dag, fremhæver han dog ikke arbejdsintensiteten som forklaringen på sin videre udvikling. Det var i højere grad mødet med nye opgaver, fagligheder og mennesker, der gjorde ham klogere på, hvad han trivedes med.
Da covid-19 skabte behov for nye arbejdsgange og praksisser, blev han involveret i arbejdet med at udvikle dem. Senere var han med til at etablere visitationsteamet på arbejdsulykkeområdet.
”Jeg har altid været nysgerrig på nye opgaver. Ikke fordi de nødvendigvis skulle føre til noget bestemt, men fordi jeg gerne ville lære og prøve forskellige sider af arbejdet af.”
En omvej gjorde retningen tydeligere
Efter nogle år som sagsbehandler fik Mathias mulighed for at prøve kræfter med rollen som rejseinspektør.
Her rykkede arbejdet væk fra skrivebordet og ud til møder med tilskadekomne, arbejdsgivere, advokater og andre parter i arbejdsskadesagerne.
”Det var en virkelig spændende rolle. Jeg kom ud og mødte mennesker, skulle lede møder og håndtere situationer, hvor der ofte var forskellige interesser på spil.”
Da Mathias forinden fortalte sin daværende leder, at han overvejede rollen som rejseinspektør, tog samtalen en uventet drejning.
”Hun sagde faktisk, at hun kunne se mig i en lederrolle.”
Det satte nye tanker i gang, men Mathias valgte alligevel at søge jobbet som rejseinspektør.
”Jeg så det som en mulighed, jeg var nødt til at prøve af. Jeg blev selvfølgelig glad for at høre, at hun kunne se mig som leder. Men jeg var for nysgerrig til bare at vente og se, hvad der ville ske.”
Rejseinspektørrollen gav ham en anden arbejdsdag og gjorde samtidig noget tydeligere for ham.
”Jeg kunne sagtens motivere mig selv til den daglige sagsbehandling. Men som rejseinspektør fik jeg mere dialog med mennesker, og det gav mig noget andet.”
”Jeg kunne mærke, at det var dér, jeg fik energi.”
Da der senere opstod en konkret mulighed for at søge en lederrolle, havde Mathias derfor fået et klarere billede af, hvilken del af arbejdet han gerne ville tættere på.
I 2023 blev han teamleder. I dag er han sektionschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i Vordingborg.
Her er han og medarbejderne med til at behandle de mere end 50.000 arbejdsskader, der hvert år bliver anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Fra egne mål til fælles resultater
Overgangen til ledelse betød, at Mathias måtte give slip på noget af det, han tidligere havde målt sig selv på.
”Som specialist kunne jeg selv løse opgaven og se resultatet direkte. Som leder skal jeg acceptere, at jeg ikke kan vide alt eller være eksperten på alle de områder, mine medarbejdere arbejder med.”
Hans opgave er i stedet at sætte retning, bringe medarbejdernes forskellige fagligheder i spil og give ansvar på en måde, der passer til den enkelte.
”Jeg har selv oplevet, hvor meget man kan udvikle sig, når man bliver vist tillid og får ansvar. Det forsøger jeg også at give videre. Men mennesker er forskellige, så ledelse kan ikke gøres efter én fast opskrift.”
Da Mathias overtog flere teams, var noget af det første, han gjorde at samle medarbejderne fysisk.
”Jeg havde en stærk tro på, at vi ville blive bedre sammen, hvis vi sad sammen. Det gør noget ved samarbejdet og fællesskabet i hverdagen, og det er jeg meget optaget af.”
Han lægger samtidig vægt på en hverdag, hvor medarbejderne tør stille spørgsmål, dele deres tvivl og være åbne om fejl.
”Der skal være højt til loftet. Hvis folk ikke tør sige, når de er i tvivl eller har lavet en fejl, mister vi muligheden for at lære af det.”
For Mathias står tryghed og tydelige forventninger ikke i modsætning til hinanden.
Arbejdet skal tages alvorligt, og retningen skal være klar. Men der skal også være plads til humor, forskellige perspektiver og til at sige tingene, som de er.
At finde sin egen måde at være leder på
Når Mathias bliver spurgt om, hvilken leder han gerne vil være, vender han tilbage til de mennesker, der har været med til at forme ham undervejs.
”Jeg har været heldig at have ledere, som har troet på mig og givet mig ansvar. Jeg har nok taget lidt med fra dem alle sammen.”
Nogle har inspireret ham med deres evne til at sætte en tydelig retning og klare forventninger. Andre med deres nærvær og blik for den enkelte medarbejder.
Han trækker også på erfaringerne fra tiden før ATP.
”Jeg arbejdede i detailhandlen i min studietid, og der lærte jeg meget om betydningen af både kvalitet og tempo. Jeg oplevede også ledere, der kunne skabe energi omkring en opgave og få andre til at tage ejerskab. Det har jeg taget med mig.”
De forskellige erfaringer forsøger han i dag at forene i sin egen ledelsesstil.
En stil med klare forventninger og fokus på resultater, men også med nærvær, tillid og plads til forskellighed.
”Min ambition er, at jeg kan være den slags leder, der skaber retning, er tæt på medarbejderne og giver andre lyst til at tage ansvar.”