"I starten handler det faktisk om at bremse lidt" 

Siden 2010 har Lea arbejdet med SAP i to af landets kommuner. Men i år skiftede hun job og blev ansat i ATP som en del af SAP Academy. ”Jeg kommer jo fra en hverdag, hvor jeg sad i en nøglerolle og var rigtig godt inde i tingene,” fortæller Lea med et smil og holder en kort pause. ”Og nu har jeg så virkelig skullet arbejde med mig selv og mine forventninger. For som trainee kan jeg have følelsen af, at jeg slet ikke ved noget,” siger hun og griner.

Lea og Tonny, medarbejdere i ATP

Leas mentor, Tonny, kan genkende beskrivelsen.  

”Da jeg startede i ATP i 2020, kom jeg med 30 års erfaring, og jeg må jo sige, at jeg havde nogenlunde samme oplevelse.” 

”Man kommer altså lige ned på jorden igen, når man kommer ind i ATP, hvor kompleksiteten i SAP-løsningen er en anden, fordi der er rigtig, rigtig mange finurlige hjørner i de her løsninger,” smiler han. 

Netop derfor har hans vigtigste opgave i den første tid som mentor handlet om at dæmpe tempoet:  

”Det her med at sige ‘rolig nu’. Du skal nok lære det. På en eller anden måde handler det faktisk om at bremse lidt. For man kan altså ikke det hele fra starten, når man kommer ind i et hus som vores.” 

 

18 måneders stejl læringskurve 

Lea Sauffaus og Tonny Buus er henholdsvis trainee og mentor i ATP’s SAP Academy: Et 18 måneders forløb med både interne og eksterne kurser, samt en mentorordning, hvor hver trainee matches med én af ATP’s ca. 70 SAP-specialister. 

Programmet blev lanceret i 2023, og i september startede fem nye trainees på anden udgave af forløbet.  

SAP Academy-holdet, der startede i september 2025
Her ses SAP Academy-holdet, der startede i september 2025.

Som en del af mentorordningen har Tonny i de første måneder af forløbet afsat 20–30% af sin arbejdstid til oplæring, og det har gjort en stor forskel, fortæller Lea: 

”Det har været virkelig rart lige fra begyndelsen. Dels på grund af de helt lavpraktiske ting som at finde rundt i et stort hus. Jeg har heller aldrig arbejdet agilt før, så det har været godt at have Tonny som officiel buddy, når vi fx har været til PI-planning eller sprintmøder.” 

Og så er der alt det tekniske. 

”I mine tidligere jobs har vi haft en ekstern leverandør, der har udstillet bestemte dele af systemet, som jeg så har arbejdet i. Og som jeg har haft fuldstændig styr på. Nu er der åbnet for et helt nyt maskinrum, andre arbejdsformer og en anden lingo.” 

Hun griner: ”Altså vi elsker jo forkortelser her i huset. Og tabeller!”  

Tonny smiler: ”Og her er det jo så vigtigt, at jeg ikke bare siger ‘Det er her, det ligger’. I virkeligheden handler det om at starte fra scratch og sige: ‘Okay, godt. Hvis du skal finde det her, kan du så huske, hvordan man kommer derhen?’” 

For Lea har det været noget af en omstilling: 

”Når man har følelsen af, at man ikke producerer noget … puha. Det har jeg virkelig skullet vænne mig til.” 

Men hun kan også mærke, at investeringen fra både mentor og organisation er reel: 

”Det her er virkelig noget, man prioriterer fra ledelsens side. Det har jeg ikke været et sekund i tvivl om.”   

Ude i virkeligheden kan man jo reelt ikke tage en SAP-uddannelse. Og alligevel føler jeg, at det er sådan en, jeg er landet i. Så det er faktisk noget af det, jeg har skullet vænne mig til. Altså man ansættes jo som medarbejder, men i virkeligheden skal man indstille sig på oplæring på fuldtid de første mange måneder. 

”Ja på nogle punkter, kan det faktisk sammenlignes med en elevrolle”, tilføjer Tonny.  

Lea og Tonny, medarbejdere i ATP

En del af holdet 

For Tonny er rollen som mentor en anledning til refleksion: 

”Som mentor bliver man tvunget til at forholde sig til alt det, vi tager for givet og ‘plejer’ at gøre. Der kommer friske øjne på vores processer, og det tror jeg er sundt.” 

Derudover handler mentorrollen om, at Lea lander godt i teamet: 

”Men det adskiller sig faktisk ikke så meget fra hverdagen. For det er noget, vi altid er opmærksomme på: At vi lykkes sammen, og at vi får alle med. Og teamet har helt automatisk budt sig til i forhold til at få Lea ombord.” 

Lea nikker: 

”Vi er et team af testere, ABAP-udviklere, applikationskonsulenter og repræsentanter fra forretningen, der matrixer ind i vores organisation. På grund af det agile setup har jeg hurtigere fået en bred forståelse for de ordninger, vi arbejder på. Det bliver naturligt at tale med alle, og alle er opmærksomme på at inkludere mig, pege på opgaver eller introducere mig til nye processer.” 

 

”Jeg er meget tryg i, at jeg nok skal lære det” 

Selvom læringskurven er stejl, er Lea meget fortrøstningsfuld: 

”Der er jo en del driftsopgaver, og de har været med til at give mig lidt ro her fra starten. Det giver følelsen af noget gentagelse og genkendelighed, og det har faktisk været virkelig dejligt, når alt andet er nyt.” 

Samtidig er der tårnhøj faglighed omkring hende: 

”Der er et hav af kompetente kolleger, der er klar til at dele ud af deres viden.” 

Og så er der trainee-gruppen, som har vist sig at være et vigtigt anker: 

”Vi (red: trainee-holdet) prioriterer at mødes fast, så vi kan dele erfaringer, udfordringer og læringer. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde – vi har fx også en lærer og en musiker – men vi er fælles om at være i den samme situation, hvor vi på en måde er tilbage på skolebænken, og det giver et særligt fællesskab.” 

Hun fortæller om en konkret oplevelse: 

”For nylig havde en af de andre en udfordring, som jeg selv havde stået med et par uger tidligere. Jeg kunne foreslå at tage en runde med en af testerne, der virkelig kan give overblik over processer fra start til slut. Og det hjalp. På den måde kan vi støtte hinanden.” 

Lea og Tonny, medarbejdere i ATP

Der er stadig meget nyt at lære, men Lea føler sig godt på vej: 

”Når jeg kigger tilbage på de første måneder, kan jeg jo se, at der hele tiden sker små fremskridt,” siger hun. 

”Så jeg føler mig faktisk overbevist om, at jeg nok skal lære det hele,” afslutter hun.

Fra sygeplejerske til SAP-specialist

For syv år siden arbejdede Louise Brandt som børnesygeplejerske, men en spirende interesse for it fik hende til at skifte spor. Læringskurven har været stejl, men i dag er hun SAP-specialist i ATP, og holder hånden under samfundskritiske it-løsninger.

Louise står på en trappe i ATP