1,1 millioner pensionister får højere pension fra nytår

1,1 millioner pensionister i Danmark får fra årsskiftet mere i pension fra ATP. ”ATP er så økonomisk robust, at vi igen kan give pensionerne et økonomisk løft og dermed gøre dagligdagen hos kernen af vores medlemmer lidt lettere,” siger ATP’s adm. direktør Martin Præstegaard.

Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP

Efter en mærkbar stigning i inflationen hæver ATP den pension, der udbetales til 1,1 mio. danske pensionister. ATP Livslang Pension løftes 3 pct. for alle pensionister i ATP’s medlemskreds fra 1. januar 2024. ATP-pensionen vokser dermed til 16.500 kr. for et gennemsnitligt medlem på pension.

Det er to år siden, at ATP-pensionen sidst blev forhøjet, dengang med 4 pct. og for alle medlemmer. Denne gang gælder stigningen alene pensionister med ATP-pension – en særskilt manøvre, som senest blev foretaget i 2015, hvor også udelukkende pensionisterne fik hævet deres ATP-pension.

Pensionister har størst behov

ATP har regler for, hvordan ATP’s bestyrelse skal vurdere, om der er penge nok til at hæve pensionerne, enten for samtlige 5,6 mio. medlemmer, eller for pensionisterne alene.

”ATP’s økonomi er stærk. Derfor kan vi løfte udbetalingen til dem, der har ATP tættest inde på livet: pensionisterne. I den gruppe er mange af de danskere, der virkelig har mærket de senere års stigende inflationen presse pengepungen. Det er rart, at vi kan bidrage til at lette økonomien for netop pensionisterne,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP.

Oversigt over udbetalinger til pensionister

Det er femte gang på 10 år, at pensionisterne får hævet deres livslange og løbende ATP-pension. For ATP er ambitionen, at udbetalingen følger med prisudviklingen i samfundet, så pensionisternes købekraft er lige stærk uanset inflationen.

”Vi har alle sammen mærket, hvordan priserne er steget voldsomt de seneste år. Med det her løft bliver det lidt lettere at være pensionist i en tid, hvor inflationen har været tydelig. Vi lukker ikke hele det hul i økonomien, som den enkelte har oplevet efter en inflation på næsten 10 pct. i 2022. Det er der ingen pensionsordninger, der kan. Men vi går så langt, vi kan for at sikre pensionisterne lidt mere at gøre godt med i dagligdagen,” siger Martin Præstegaard.

Tryghed og forudsigelighed

ATP’s pension udgør sammen med folkepensionen den såkaldte ”grundpension” i Danmark. ATP-pensionen udbetales fra folkepensionsalderen og livet ud, uanset hvor gamle danskerne bliver. Er man pensionist i 20 år, kommer fire års udbetalinger af ATP-pension fra de penge, man selv har indbetalt løbende over sit arbejdsliv. De resterende knap 16 års udbetalinger skyldes den fælles pulje i ATP og det afkast, som ATP har skabt herpå.

”For ATP er tryghed i højsædet. Vores udbetaling supplerer folkepensionen og kommer alle til gavn, men pengene fra ATP er særligt vigtige for de godt 400.000 danske pensionister, der i dag lever alene af dem og de offentlige pensioner. For de 400.000 mennesker betyder en højere ATP-pension meget i den daglige økonomi,” siger Martin Præstegaard.
 

Fakta om ATP Livslang

  • ATP Livslang Pension er en kollektiv pensionsordning, der omfatter næsten alle danskere
  • 5,6 millioner danskere er medlemmer af ATP, heraf 1,1 millioner pensionister.
  • Den gennemsnitlige pensionist får i dag udbetalt 16.000 kr. om året i ATP Livslang Pension
  • Den maksimale udbetaling i ATP-pension er i 2023 på 27.300 kr. Her har medlemmerne indbetalt fra de var 18 år og hele livet.

For yderligere information

""

Søren Springborg
Head of External Media Relations

Mobil
E-mail
Gerd Buchave

Gerd Buchhave
Senior presse- og kommunikationsrådgiver

Danish Equities, Liquid Markets, Risc Management & Investments, ATP Livslang Pension, levetider.

Mobil
E-mail