Vores levetid stiger – mændene fører an

Danskerne bliver ældre end nogensinde. Ny opgørelse fra ATP viser, at både mænd og kvinders levealder stiger. Mændenes fremgang er den største i 15 år.

Vores levetid stiger – mændene fører an

ATP opdaterer hvert år sin levetidsmodel, som viser, hvor gamle danskerne kan se frem til at blive. Opgørelsen er nu inkl. tal fra 2024 i Danmark og data fra 17 andre sammenlignelige lande.  

Levealderen for 67-årige mænd i Danmark er øget 5 måneder i 2024, mens 67-årige kvinders levealder er steget 2,6 måneder.   

”En stigning på næsten et halvt år i forventet levetid for danske mænd er rigtig meget. Det er kun anden gang inden for de seneste 30 år, at levetiden for mænd er steget så meget på et enkelt år,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP. 

”Mændene tager det store spring fremad denne gang, men kvinderne lever fortsat længst. Sådan har det været, siden vi begyndte at måle på det her område, og det gælder generelt over hele verden.” 

Levetiden for en kvinde på 67 år er nu 86,7 år, mens tallet for mænd hedder 84,2 år. 

I Danmark lever vi fortsat kortere set i forhold til lande i Europa, vi normalt sammenligner os med. I Sverige og Norge er den gennemsnitlige levealder ca. et år længere for både kvinder og mænd.  

To år med faldende levealder 

Det er andet år i træk, levealderen stiger i Danmark. Sidste år var fremgangen størst for kvinderne. Både i 2021 og 2022 – efter corona-pandemien - faldt den forventede levetid for mænd og kvinder.  

Danmark er nu tilbage på niveau med de levetider, mænd og kvinder havde før udbruddet. Den generelle tendens er tydelig: vi bliver ældre år for år, men de seneste år har været præget af store udsving. 

”De forhøjede levetider, vi i ATP regner med at se år for år, udeblev under pandemien. Og i dag går det langsommere med at øge levetiden, end for 10 år siden, men vi er ikke færdige med at blive ældre,” siger Camilla Fredsgaard Larsen. 

Fremtiden byder på endnu flere leveår 

ATP regner også hvert år ud, hvor længe danskerne kan forvente at leve i fremtiden – og også her er der gode nyheder: En 67-årig kvinde kan se frem til ekstra to års levetid (88,7 år), og det samme gør sig gældende for mænd. 

“Vi lever sundere, og lægevidenskaben bliver stadigt dygtigere. Det er de overordnede forklaringer på, at vi som mennesker simpelthen lever længere og længere. - og den udvikling regner vi med fortsætter i Danmark,” siger Camilla Fredsgaard Larsen. 

Hvor gammel kan du regne med at blive?

Indsæt din alder og dit køn herunder, og find ud af, hvad den forventede gennemsnitslevealder er for personer som dig.

- Vælg -
- Vælg -

Om ATP’s levetidsforventninger

ATP's levetidsmodel er baseret på omfattende data fra ATP Livslang Pension, hvor næsten alle danskere er inkluderet. Lige så væsentlige for ATP’s levetidsmodel er data fra 17 andre lande. Samlet set giver det et robust grundlag for at vurdere fremtidens forventede levealder. 

Gerd Buchave

Gerd Buchhave
Senior Kommunikationspartner

Danish Equities, Liquid Markets, Risc Management & Investments, ATP Livslang Pension, levetider.

Mobil
E-mail