Ejendomsinspektør til ATP Ejendomme

Vil du være med til at sikre en stabil og veldrevet ejendomsportefølje centralt i Odense? Og motiveres du af både den daglige tekniske drift og af at skabe struktur, overblik og langsigtede løsninger? Så er det dig, vi søger.

Hos ATP Ejendomme ejer, drifter og udvikler vi nogle af landets mest ikoniske ejendomme med kunden i centrum.  

Vi arbejder målrettet med at løfte ejendomsdrift gennem data, bæredygtighed og stærke samarbejder og udfordrer løbende vores egne måder at gøre tingene på. 

Du bliver en del af driften i Odense, hvor du, sammen med en erfaren kollega, får ansvar for at sikre en stabil og veldrevet portefølje.  

Rollen adskiller sig ved, at du ikke kun skal sikre driften her og nu, men også får mulighed for at sætte retning for, hvordan vi arbejder mere systematisk og langsigtet med ejendomsdriften. 

Dine opgaver: 

  • Drifte og vedligeholde tekniske installationer for varme, ventilation, el, vand mv.
  • Sikre, at planlagte drifts- og vedligeholdelsesopgaver bliver gennemført struktureret og rettidigt.
  • Bidrage til at implementere og anvende Dalux FM som det bærende driftsværktøj.
  • Skabe overblik over tekniske installationer og bidrage til registrering af assets i Dalux FM.
  • Sikre bygningernes brandsikkerhed og tekniske installationer.
  • Dokumentere og følge op på funktionsafprøvninger, serviceeftersyn og fejl på brandtekniske installationer.
  • Indhente tilbud, bestille håndværkere og sikre kvaliteten af leverandørernes arbejde.
  • Gennemføre runderinger og opbygge et solidt kendskab til ejendommene og vores kunder. 
  • Bidrage til vidensopbygning og dokumentation af driften.

Hvem er du? 
Vi forestiller os, at du har en håndværksmæssig eller ejendomsteknisk uddannelse og praktisk erfaring med ejendomsdrift. Du har teknisk forståelse og kan skabe overblik over både den daglige drift og de opgaver, der skal følges op på over tid. 

Du får en bred kontaktflade til både kunder, kolleger, håndværkere og øvrige leverandører. Derfor er det vigtigt, at du kommunikerer tydeligt, følger op og tager ansvar for, at opgaverne kommer sikkert i mål. 

Du trives med mange forskellige opgaver og kan prioritere, når der både er akutte driftsopgaver og mere langsigtede opgaver på bordet. Samtidig har du lyst til at arbejde systematisk med dokumentation, data og udvikling af driften. 

Hvem er vi? 
Du bliver en del af vores driftsafdeling med to sektionschefer og 15 ejendomsinspektører. Her får du kolleger med forskellige faglige baggrunde, som du kan sparre med om både tekniske problemstillinger og udviklingen af driften. 

ATP Ejendommes portefølje spænder fra historiske ejendomme til moderne nybyggeri og større udviklingsprojekter. Det giver en varieret hverdag og mulighed for at arbejde med forskellige typer bygninger og tekniske løsninger. 

Sådan ansøger du 
Send os dit CV senest søndag den 27. september. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen. 

I ATP Ejendomme arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger. 

Vi ansætter på baggrund af kompetencer og potentiale og opfordrer alle til at søge stillingen – uanset køn og kønsidentitet, etnicitet, national, social og kulturel baggrund, religion eller tro, seksuel orientering, funktionsnedsættelse og alder. 

Vi behandler henvendelser løbende og håber på opstart hurtigst muligt. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef, Christian Søder, på tlf. 51 35 92 11. 

  

Af sikkerhedsmæssige årsager og for at beskytte værdier og datainfrastruktur beder vi om straffeattest, kopi af dit pas og eventuelt eksamensbevis. Straffeattesten må ikke give anledning til bemærkninger, og dokumenterne slettes umiddelbart efter vurdering. 

Til annoncører og rekrutteringsbureauer: Vi frabeder os uopfordrede henvendelser om annoncering, kandidater, produkter og ydelser i forbindelse med stillingsopslag og rekrutteringer. Vi beder om, at dette respekteres, og at vores ledere og medarbejdere ikke kontaktes i den henseende. 
#LI-hybrid 

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP medarbejder