Kunderådgiver til udbetalingsteamet i Lønmodtagernes Garantifond
Vil du arbejde med komplekse problemstillinger, hvor du skal skabe overblik og træffe faglige beslutninger? Kan du sikre gode kundeoplevelser og sprede arbejdsglæde blandt dine kolleger? Så er du måske den kunderådgiver, vi søger til Udbetalingsteamet i Lønmodtagernes Garantifond (LG) i Frederikshavn.
Dine opgaver:
Som kunderådgiver i LG er du med til at sikre, at lønmodtagerne – efter en arbejdsgiver er erklæret konkurs, ophørt eller insolvent – hurtigt og effektivt får udbetalt krav på tilgodehavende løn, erstatning og feriegodtgørelse.
Som en del af Udbetalingsteamet behandler du anmeldelser fra lønmodtagere og tager stilling til, hvorvidt de anmeldte lønkrav kan udbetales. Du er i kontakt med lønmodtager såvel som eksterne samarbejdspartnere som fx kuratorer, fagforbund, advokater mv., og så kommer du til at stifte bekendtskab med områder som: Konkursret, virksomhedsoverdragelse, funktionærret, arbejds- og ansættelsesret, insolvensret samt overenskomster.
I samarbejde med dine kolleger – og med mulighed for sparring med teamets jurister – er det dig, der er ansvarlig for den daglige sagsbehandling igennem hele processen frem til afgørelse.
Hvem er du?
Du har en relevant uddannelsesbaggrund, fx inden for kontor, økonomi, administration eller HR. Det er en fordel, hvis du har erfaring med sagsbehandling, lønadministration eller rådgivning, men det er ikke et krav.
Du er fortrolig med tal og administrative processer og arbejder struktureret med øje for detaljen. Samtidig kan du sætte dig ind i komplekse oplysninger, skabe overblik og træffe faglige vurderinger på et sagligt grundlag.
Du kommunikerer klart både skriftligt og mundtligt og trives i kontakten med borgere, hvor du kan rådgive og formidle information på en forståelig måde.
Hvem er vi?
I ATP arbejder vi til gavn for den enkelte og for samfundet.
Sammen arbejder vi for at fremtidssikre velfærdssamfundet og bidrage til et trygt arbejdsmarked.
På den måde har ATP en særlig rolle i samfundet. Det forpligter. Og derfor har vi samlet nogle af landets bedste hoveder til at løse opgaven.
Udbetalingsteamet spiller en central rolle i LG's opgave med at hjælpe lønmodtagere efter virksomhedskonkurser. Vi behandler og udbetaler krav om løn, feriepenge, pension og andre ansættelsesrelaterede ydelser. Vi arbejder hver dag for at sikre korrekte og rettidige udbetalinger, så lønmodtagere hurtigt kan komme videre efter en konkurs.
Vi er 14 medarbejdere i udbetalingsteamet inklusive en teamkoordinator. Du bliver en del af et team med høj faglighed, hvor vi løfter i flok, deler viden og hjælper hinanden. Vi har høj faglighed og stort ansvar, men også plads til humor, sparring og et godt arbejdsmiljø. Hos os får du både selvstændighed i opgaverne og kolleger, der altid står klar til at hjælpe.
Sådan ansøger du
Send os dit CV senest søndag d. 6. september. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen.
I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger.
Vi ansætter på baggrund af kompetencer og potentiale og opfordrer alle til at søge stillingen – uanset køn og kønsidentitet, etnicitet, national, social og kulturel baggrund, religion eller tro, seksuel orientering, funktionsnedsættelse og alder.
Vi behandler henvendelser løbende og håber på opstart til november. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef, Henrik Stege, på tlf. 4820 4561 eller mail hesa@atp.dk eller kunderådgiver, Jane Kristensen, på tlf. 4831 5001 eller mail jis@atp.dk.
Af sikkerhedsmæssige årsager og for at beskytte værdier og datainfrastruktur beder vi om straffeattest, kopi af dit pas og eventuelt eksamensbevis. Straffeattesten må ikke give anledning til bemærkninger, og dokumenterne slettes umiddelbart efter vurdering.
Til annoncører og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig uopfordrede henvendelser om annoncering, kandidater, produkter og ydelser i forbindelse med stillingsopslag og rekrutteringer. Vi beder om, at dette respekteres, og at vores ledere og medarbejdere ikke kontaktes i den henseende.
#LI-hybrid