Kunderådgivere, der sikrer enkel og effektiv service til borgere og virksomheder
Kan du levere god, enkel og effektiv kundeservice? Kan du rådgive om til tider komplekse problemstillinger på en måde, så kunden forstår? Og vil du have et spændende job i en virksomhed, der hver dag løser en samfundsvigtig opgave? Så er du en af de kunderådgivere, vi søger.
I ATP er vi i kontakt med næsten alle borgere og virksomheder i Danmark. Det er vi, når vi fx udbetaler pension og sikrer danskerne en garanteret livslang pension, og når vi udbetaler ydelser gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, Seniorpension eller Lønmodtagerens Garantifond.
Som kunderådgiver er du borgernes eller virksomhedernes første kontakt – enten på telefonen eller på skrift. Du arbejder med sagsbehandling og leverer god, enkel og effektiv kundeservice.
Dine opgaver bliver at:
-
besvare henvendelser fra borgere eller virksomheder via telefon eller mail på både dansk og engelsk
-
rådgive om rettigheder, regler og muligheder på en let og forståelig måde og hjælpe kunden med at finde løsninger i situationer, der for kunden kan være komplekse
-
behandle ansøgninger og sagsbehandle i både lettere og mere komplicerede sager, hvor du skal overskue store mængder af information
-
være med til at udvikle fremtidens kundeservice, hvor vi løbende optimerer vores arbejdsgange og anvender ny teknologi til at sikre bedre løsninger for kunderne og smartere måder at sagsbehandle på.
Lige nu søger vi kunderådgivere til tre forskellige afdelinger: Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, ATP Indbetaling og ATP Udbetaling, og opgaverne varierer lidt fra afdeling til afdeling.
Hvem er du?
Der kan være flere veje ind i jobbet som kunderådgiver hos os. Du har formentlig en kontoruddannelse og erfaring fra en lignende stilling, men det vigtigste er dog, at du trives med at kombinere kundekontakt og sagsbehandling, og at du kan kommunikere klart og præcist – både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk.
Vi lægger vægt på, at du:
-
har lyst til at hjælpe kunderne og går til opgaverne med et ”den klarer jeg”-mindset, hvor du tager ansvar og finder løsninger
-
er tryg ved tal, regler og systemer – og har mod på rutineprægede opgaver og at fordybe dig i tungere sagsbehandling, hvor du samarbejder tæt med jurister
-
kan arbejde selvstændigt, men også bidrage aktivt til sparring og fælles udvikling i teamet
-
er nysgerrig på, hvordan vi kan optimere arbejdsgange og være med til at udvikle fremtidens kundeservice, hvor digitalisering og nye løsninger fylder mere og mere
Hvem er vi?
I ATP arbejder vi for den enkelte borger, for landets virksomheder og arbejdsmarkedets parter.
Vi er med i alle livets faser og arbejder bl.a. for de virksomheder, hvis medarbejdere holder barsel. De virksomheder, der har ansatte under uddannelse. Borgere, hvis arbejdsgiver er gået konkurs og alle dem, der er gået på pension.
Helt konkret bliver du en del af enten afdelingen Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, ATP Indbetaling eller ATP Udbetaling:
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag: I daglig tale kalder vi det AUB – og her administrerer vi mere end 20 forskellige tilskuds- og refusionsordninger, som overordnet set har til formål at sikre, at der er tilstrækkeligt faglærte i Danmark og at disse er tilstrækkeligt kvalificerede. Vi er 16 kunderådgivere og 2 jurister, og vi behandler både telefoniske og skriftlige henvendelser fra arbejdsgivere, elever og kursister, der skal modtage ydelser fra AUB.
ATP Indbetaling: Vi sikrer, at virksomheder indberetter og indbetaler ATP-bidrag korrekt, og vi håndterer henvendelser fra både virksomheder og lønmodtagere. Vi opkræver ATP-bidrag og arbejdsgiverbidrag via en fælles opkrævning. Bliver opkrævningen ikke betalt, sender vi krav videre til inddrivelse i fogedretten. Vi er et team af 13 kunderådgivere og 2 jurister.
ATP Udbetaling: Vi har ansvaret for at udbetale ATP Livslang Pension hver måned til 1,2 mio. pensionister i Danmark og udlandet. Det svarer til, at vi årligt udbetaler omkring 14 mia. kr. og håndterer over 35.000 opkald. Vi er 18 kunderådgivere og en jurist i teamet.
Du kan læse mere om at være kunderådgiver i ATP her: https://www.atp.dk/kunderådgiver-i-atp
Sådan ansøger du
Send os dit CV senest mandag den 25. maj. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen. Her må du gerne skrive, hvis der er en af afdelingerne, du er særligt interesseret i.
I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger.
Vi ansætter på baggrund af kompetencer og potentiale og opfordrer alle til at søge stillingen – uanset køn og kønsidentitet, etnicitet, national, social og kulturel baggrund, religion eller tro, seksuel orientering, funktionsnedsættelse og alder.
Vi behandler henvendelser løbende. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
-
Sektionschef Annette Peitersen Højland (AUB) på tlf. 2122 6181 eller mail aph@atp.dk.
-
Sektionschef Karina Lauridsen (ATP Indbetaling) på tlf. 3035 5622 eller mail kal@atp.dk
-
Sektionschef Sabrina Vestergaard (ATP Udbetaling) på tlf. 6175 7311 eller mail sgv@atp.dk
Af sikkerhedsmæssige årsager og for at beskytte værdier og datainfrastruktur indhenter ATP straffeattest på alle inden ansættelse, ligesom vi i forbindelse med indgåelse af kontrakten beder om at se en kopi af dit pas. Straffeattesten må ikke give anledning til bemærkninger og slettes umiddelbart efter, at den er vurderet.
Til annoncører og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig uopfordrede henvendelser om annoncering, kandidater, produkter og ydelser i forbindelse med stillingsopslag og rekrutteringer. Vi beder om, at dette respekteres, og at vores ledere og medarbejdere ikke kontaktes i den henseende.
#LI-hybrid