Udbetaling Danmark var en del af beredskabet under pandemien

Med smitteopsporingsenheden løste Udbetaling Danmark en atypisk opgave for staten under pandemien.

person med headset på

I ATP tager vi ansvar for det samfund, vi er en del af. Det gælder både som investor, pensionskasse, administrator og som arbejdsplads.

Da vi i en samfundsmæssig krisesituation med pandemi blev bedt om at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med smitteopsporing, trådte vi derfor til. Også selv om opgaven ikke er typisk for Udbetaling Danmark, der hører under ATP.

Rekord hurtig rekruttering og etablering

Opgaven bestod i på rekordtid at rekruttere 700 medarbejdere og etablere og drifte et virtuelt callcenter via hjemmekontorer over hele landet. De nye medarbejdere skulle ringe koordineret ud og vejlede borgere i, hvordan de praktisk skulle forholde sig, hvis de enten var smittede med Covid-19 eller var ”nære kontakter”.

Opgaven, der endeligt udløb d. 15. juni, er forlænget ad to omgange på grund af smittesituationen.

”ATP og Udbetaling Danmark er stolte af, at vi har løftet opgaven, som har været både stor og anderledes. Det lykkedes os på ganske kort tid at rekruttere, opbygge og drive en virtuel enhed på tværs af landet, der arbejdede effektivt og ensartet,” siger direktør i Udbetaling Danmark, Carsten Bodal.

Stærkt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed

Både Carsten Bodal og Styrelsen for Patientsikkerhed understreger også, at den succesfulde særopgave har været karakteriseret af et godt, professionelt samarbejde mellem ATP og styrelsen.

I Styrelsen for Patientsikkerhed vil vi gerne kvittere for forbilledligt samarbejde. Vi havde behov for hjælp fra ATP i en krisesituation, og ATP har i den grad leveret. Det er to forskellige virksomhedskulturer, der er mødtes, hvor vi har lært af hinanden og sammen håndteret en meget usædvanlig situation

Birgitte Drewes vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

”Og så har vi haft et hold af medarbejdere og ledere, der på kort tid tog ATP’s og Udbetaling Danmarks ambitiøse og stærke kultur til sig og arbejdede flittigt og loyalt. Det har været helt afgørende,” siger Carsten Bodal

Smittesporingsopgaven er én af flere vigtige samfundsopgaver, som ATP og Udbetaling Danmark har løst for staten i relation til pandemien.