Leder til Lønmodtagernes Garantifond

Kan du lede og motivere et dygtigt team af sagsbehandlere og jurister? Er du god til at planlægge og prioritere i en driftsorganisation? Og vil du have en rolle i at skabe et trygt arbejdsmarked? Så er du den sektionschef, vi søger i Lønmodtagernes Garantifond.

I Lønmodtagernes Garantifond (LG) sikrer vi, at lønmodtagerne – efter en arbejdsgiver er erklæret konkurs eller lignende – hurtigt og effektivt får udbetalt krav på tilgodehavende løn, erstatning og feriegodtgørelse.  

Vi er en sektion på 20 kunderådgivere og 6 jurister, og vi leder lige nu efter en erfaren leder. 

Dine opgaver bliver at: 

  • sikre, at dine medarbejdere fortsat er motiverede, trives og udvikler sig – og at teamet når de mål, der er sat 
  • sikre en professionel og driftssikker sagsbehandling samt give sparring, så juridiske vurderinger er af høj kvalitet 
  • skabe gode relationer på tværs af ATP og indgå et godt samarbejde på ledelsesniveau 
  • betjene og indgå i dialog med eksterne interessenter 
  • arbejde med teknologier, som understøtter en administrativ hverdag 
  • gennemføre forandringer i Lønmodtagernes Garantifond de kommende år, både for kerneydelsen og sagsbehandlingen. 

Hvem er du? 
Du har en relevant videregående uddannelse som fx. Cand.Jur eller Cand.Merc.Jur og ledererfaring indenfor administration og forvaltning. Du har kendskab til eller en særlig interesse for konkursret, ansættelsesret og funktionærret, da det er inden for de lovområder, du og dine medarbejdere arbejder. 

Du er en erfaren leder, som værdsætter nærværende personaleledelse, hvor feedback, sparring og leadership er i højsædet.  

Du har fokus på udvikling af medarbejdernes kompetencer og fremmer deres styrker, så deres karriere og udvikling er i bevægelse – og så vi samtidig indfrier vores forretningsmål og sikrer gode kundeoplevelser. 

Hos os kommer du ind i en hverdag med komplekse juridiske forhold, og du skal derfor trives med at træffe beslutninger, udfordre og til tider sætte dig ind i historiske domme og retspraksis. 

Du kan drive forandringer og give input til løbende afklaringer og prioriteringer af udviklingsarbejdet – samtidig med at du kommunikerer klart og sikrer en fælles forståelse af vores målsætninger. 

Læs mere om at være leder i ATP her: https://www.atp.dk/karriere/leder-i-atp  

Hvem er vi? 
I ATP arbejder vi til gavn for den enkelte og for samfundet. Det gør vi, når vi leverer stabile og bæredygtige afkast, der er med til at sikre danskerne livslang pension, og når vi administrerer og udbetaler en lang række vigtige ydelser som feriepenge, pension og boligstøtte.  

Vi udbetaler årligt cirka 300 mia. kr. og er dermed Danmarks største udbetalingshus af velfærds- og sikringsordninger. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, administreres af ATP – herunder Lønmodtagernes Garantifond. 

Du refererer til afdelingschefen og vil indgå i en ledergruppe med to andre sektionschefer, hvor fortrolighed og faglig integritet er kardinalpunkter, og hvor du vil opleve hjælpsomhed på tværs af alle tre sektioner i travle perioder. Det skal du passe ind i. 

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi er 270 kolleger. Vi siger alle godmorgen til hinanden, gør meget ud af det sociale, og du kan være med i alt fra oplæg om arbejdsglæde og andre sociale aktiviteter, hvis du er til det.   

Her kan du se nogle af dine kommende kolleger fortælle om ATP i Frederikshavn: https://film.atp.dk/video/110754108/atp-frederikshavn-som-arbejdsplads  

Vi tror på et arbejdsliv i balance. Det kræver fleksibilitet med plads til den enkelte - og det har vi. 

Sådan ansøger du 
Send os dit CV senest søndag den 8. marts og beskriv kort din motivation for at søge stillingen i vores ansøgningsformular. 

I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger.  

Vi ansætter på baggrund af kompetencer og potentiale og opfordrer alle til at søge stillingen – uanset køn og kønsidentitet, etnicitet, national, social og kulturel baggrund, religion eller tro, seksuel orientering, funktionsnedsættelse og alder. 

Vi behandler henvendelser løbende og håber på opstart den 1. maj. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Lotte Emilia Hansen på tlf. 30 55 69 05. 

 

Af sikkerhedsmæssige årsager og for at beskytte værdier og datainfrastruktur indhenter ATP straffeattest på alle inden ansættelse, ligesom vi i forbindelse med indgåelse af kontrakten beder om at se en kopi af dit pas. Straffeattesten må ikke give anledning til bemærkninger og slettes umiddelbart efter, at den er vurderet. 

Til annoncører og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig uopfordrede henvendelser om annoncering, kandidater, produkter og ydelser i forbindelse med stillingsopslag og rekrutteringer. Vi beder om, at dette respekteres, og at vores ledere og medarbejdere ikke kontaktes i den henseende. 
#LI-hybrid 

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP medarbejder