Fra feltarbejde til lederskab: “Det handler om at finde de mennesker, der får dig til at vokse”
“Jeg havde faktisk givet mig selv en deadline,” fortæller Mariam. “Hvis ikke jeg havde lyst til at komme tilbage efter jul, måtte jeg tage konsekvensen og sige op.”
Men sådan gik det heldigvis ikke. Fem år senere står Mariam Uhrenholdt Turkzeban i spidsen for ATP’s interne konsulentenhed, Internal Consulting. Et team, hun selv har været med til at bygge op fra bunden.
”Jeg husker stadig bus-, tog- og bus-igen-turen op til Kongens Vænge i Hillerød, da jeg gik til de første samtaler tilbage i 2020. En tur, der fik mig til at starte på køreskole, inden jeg overhovedet havde fået jobbet,” griner Mariam.
”Den første tid havde jeg svært ved at finde min plads, og da jeg dumpede min første køreprøve, og den prøvesagkyndige forsøgte at berolige en fuldstændig utrøstelig ung kvinde, fik jeg fremstammet, at det måske ikke kun var hans hårde ord om min håbløse parkering, der havde udløst det hav af tårer, der nu ramte ham.”
Mødet med mentor blev afgørende
”Jeg var ikke landet helt perfekt i min første rolle i ATP. Men så skete der noget.”
”Som en del af ATP’s graduateforløb fik jeg en mentor. Helene.”
”Hun lyttede, spurgte nysgerrigt ind og udfordrede mig på den der måde, hvor hun gik ind i de svære rum med mig.”
”Og da min daværende leder så foreslog, at jeg kom i feltarbejde hos Helene, syntes jeg, det var verdens bedste idé. Og det synes jeg stadig.”
”For lige siden har Helene puffet til mig på den gode måde, så jeg har befundet mig i det smalle rum mellem komfortzone og kaos. Og hun har altid været klar til at gribe mig, når det blev for svært.”
”Og derudover blev det jo så også begyndelsen på alt det, jeg laver i dag,” fortæller Mariam.
Det er menneskene, der gør forskellen
Når vi spørger Mariam, hvorfor hun hver morgen tager turen fra Østerbro til Hillerød, er svaret enkelt:
“Jeg bliver oprigtigt glad, når jeg træder ind ad døren på Kongens Vænge.
”Jeg er vild med jobbet og det at skabe forandringer. Men det vigtigste handler ikke om processer, projekter og beslutningsgrundlag. Det handler om mennesker.”
“Vi arbejder med komplekse opgaver og skal ofte få mange parter til at mødes omkring svære beslutninger. Men vi gør det som et hold. Det er dét, der gør forskellen. Eller det er dem, der gør forskellen. Skarpe, sjove og kanongode ledere, medarbejdere og kolleger.
De dage, hvor jeg har råbt “tak for hjælpen” ned af gangen efter en kollega, trukket på smilebåndet over endnu en reference fra ‘Blinkende lygter’ over frokost og fået besked på, “at det skal vi nok finde ud af”, når jeg febrilsk har ringet til en livslinje.”
”De dage er der mange af.”
”Kombinér det med spændende opgaver og en organisation, der spænder over alt fra ejendomme til investeringer og it. Så har du en magisk cocktail.”
At finde mening i det man gør
Efter fem år i ATP står Mariam nu i spidsen for det team, hun selv har været en del af fra den spæde begyndelse. Et team, hun selv har været med til at skabe.
“Det føles stadig lidt uvirkeligt. Jeg niver mig selv i armen over, at jeg får lov til at lede lige præcis det her hold. De er ambitiøse, sjove og hjælpsomme, og de får mig til at ville gøre mit bedste hver dag.”
“Og det er mit håb for fremtiden,” fortæller Mariam.
“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stor en forskel det gør at møde nogen, der ser potentialet i én - og som har lyst til at dyrke det frem sammen med én.”
”Jeg håber, at jeg kan være den slags leder, som jeg selv har mødt: én der tror på dig, puffer lidt og altid griber, når det bliver svært,” afslutter Mariam.