ATP Livslang Pension

ATP er en ansvarlig og fremsynet pensionsforvalter. Vi passer på danskernes fælles opsparing og sikrer, at vi alle sammen har lidt mere at leve for den dag, vi går på pension.

Hvad er ATP Livslang Pension?  

ATP Livslang Pension er en kollektiv pensionsordning, som alle lønmodtagere automatisk indbetaler til. Fra den dag du går på pension og resten af livet, får du en månedlig udbetaling. Og det er uanset, hvor gammel du bliver.

Det er også den eneste pensionsopsparing, som både du, din nabo, din kollega og ikke mindst din arbejdsgiver er fælles om. Faktisk er vi fem millioner danskere, der sparer op sammen.

Hvorfor forvalter vi pension? 

Sammen med folkepensionen udgør ATP Livslang Pension grundforsørgelsen i det danske pensionssystem. Et system, der er bygget på tre søjler: ATP Livslang Pension og folkepension, overenskomstbestemte arbejdsmarkedspensioner og frivillige private pensioner.

ATP blev grundlagt i 1964 med det formål at skabe supplerende pensioner til danskerne. Lige siden har vi sørget for, at der er lidt mere at leve af den dag, du går på pension. Nogle bemærker knap nok det ekstra tillæg. For andre er supplementet en forudsætning for en god alderdom.

Ingen ved, hvordan fremtiden ser ud. Hvilket arbejdsliv, der venter, eller hvilke opsparingsmuligheder man får. Men ATP Livslang Pension er der. Uanset hvem man er, uanset hvad livet bringer.

Hvordan forvalter vi pension? 

Som hele Danmarks pensionsselskab tager vi vores ansvar alvorligt.

Det betyder, at vi gør os umage med at få opsparingen til at vokse gennem ansvarlige investeringer, der sikrer gode og stabile afkast. Til det anvender vi forskellige metoder og beregningsmodeller, så vi kan sikre, at ATP Livslang Pension bliver ved med at tikke ind på danskernes konto. Uanset om man bliver 73 eller 103 år. 

Vi står for en fremsynet forvaltning, som er med til at garantere, at danskerne altid kan regne med ATP Livslang Pension. Både nu og i fremtiden. 

Fakta om ATP Livslang Pension

92 %
af danskerne indbetaler til ATP
889 mia. kr.
er den samlede pensionsformue i ATP (2020)
17,1 mia. kr.
udbetalte vi i pension i 2019
5,2 mio.
medlemmer har ATP
40 %
af danske pensionister har ikke anden pensionsindtægt end folkepension og ATP
75.000 kr.
er det maksimalt udbetalte beløb i dødsfaldsdækning